onsdag, januar 27, 2016

'Pigen uden navn'


'Pigen' uden navn har ligget helt i toppen af New York Times bestsellerliste i mere end et år. Det er en bog, man simpelthen ikke kan lægge fra sig - den har gjort et uudsletteligt indtryk på mig og klogere på vores historie, før der var noget, der hed socialt sikkerhedsnet.

Vivian Daly er en 91-årig kvinde og oprindelig fra en lille landsby i Irland, inden familien udvandrer for at begynde et bedre liv i New York. Men alt går galt. Familien dør i en brand, og Vivian bliver et af de såkaldte togbørn - forældreløse børn, der mellem 1854 og 1929 blev sendt ud til Midtvesten for at blive optaget i nye familier som arbejdskraft. Det var vilkårene for mere end 200.000 forældreløse børn, hvis nye liv ofte blev et liv i trældom.

Romanen tager udgangspunkt i den 17-årig Molly, der skal hjælpe Vivian med at rydde op på hendes loft. Loftet er fyldt med kasser fra Vivians liv, og efterhånden som lågene kommer af, afdækkes sandheden om Vivians fortid, som hun har forsøgt at fortrænge hele sit liv. Det er en fængslende historie om to meget forskellige kvinder, der opbygger et tæt og uventet venskab.

Romanen er fiktion, men den er baseret på sande historier om de tusinder børn, der blev sendt til Midtvesten. Forfatteren har mødt seks af togbørnene og har læst i hundredvis af øjenvidneberetninger i sin research. Bogen er skrevet af Christina Baker Kline og er smukt oversat af Birgitte Brix.