mandag, august 31, 2015

En varm anbefaling

Jeg har lige set filmen 'Jeg er Ingrid' - Stig Björkmans portrætfilm om Ingrid Bergman - og føler mig en dyrebar oplevelse rigere. Filmen er ikke bare et portræt af en stor kunstner, men også af et modigt menneske, der turde følge sit hjerte. Via blandt andet 16 mm-film og fotografier følger man hende, fra hun blev født i 1915 og meget tidligt mister begge forældre, til hun dør som 67-årig af kræft. Hendes fire børn fortæller åbent om forholdet til deres mor. Det er en gribende film! Jeg kan ikke anbefale den nok.

søndag, august 30, 2015

Høstmarkeder

Næste weekend den 5. og 6. september er der økologisk høstmarked på en lang række gårde her i landet. Jeg har planer om at besøge Aarstiderne på Krogerup Avlsgård i Humlebæk, hvor man er eksperter i, hvordan man dyrker økologiske grøntsager og laver skøn, jordnær hverdagsmad.

Der vil være grøntsager, øl og måltider klar til de to dages høstfest, underholdning for børn og voksne - og massevis af boder.

- Markrestaurant med Sørens E's hotdogs, falafler, pizzaer og friske majs
- Grøntsagsjam med Kristian Baumann, der tryller med grøntsager fra marken (lørdag)
- Blenderbod
- Gør-det-selv-juice-bod med Ditte Ingemann og Umahro Cadogan
- Gør-det-selv-fermenteringsbod
- 'Kend din kasse' med Magnus Laier Sonne og Louisa Lorang
- Per Kølsters bryggeri åbner både døre og flasker (lørdag og søndag 13-16)
- Kaffe fra Risteriet
- Brød og kage
- Musik med Thomas Madvig (søndag)
- Gårdbutik
- Heste
- Naturambulancen
- Haver til Maver laver sjove aktiviteter for børn
- Halmborgen vil være klar til leg

Sted: Aarstiderne, Krogerup Avlsgaard, Krogerupvej 3, 3050 Humlebæk.

Markedet er åbent lørdag og søndag den 5. og 6. september fra 10-16. Billederne her er fra et af de tidligere høstmarkeder.

Aarstiderne
Aarstiderne
Aarstiderne
Aarstiderne
Aarstiderne
Aarstiderne
Aarstiderne
Aarstiderne

torsdag, august 27, 2015

En af mine yndlingsture

Min veninde Mette havde inviteret på lækker frokost og en travetur bagefter i det smukke område syd for Sjælsø, hvor restaurant Jægerhytten ligger. Det var der med udsigt over søen, vi fejrede vores sølvbryllup. Jægerhytten var også stedet, hvor den sindssyge Christian den VII's dronning Caroline Mathilde havde hemmelige stævnemøder med Struense.

Alt er så frodigt og grønt stadigvæk, selv om efteråret nærmer sig.







tirsdag, august 25, 2015

Livets skrøbelighed

To af mine nærmeste veninder er ramt af forfærdelige tragedier. Den enes datter har en hjernetumor, og den andens kæreste er ramt af kræft, der har bredt sig til knogler og lymfe. Og vi ved det godt alle sammen - vi skal huske at nyde livet, mens vi har det og er raske. Som et lyn fra en klar himmel kan livet ændre retning. Min venindes datter er i 30'erne og har et lille barn på 1 år ...

søndag, august 23, 2015

Det gamle Dragør

Jeg har været til stor fødselsdagsfest for min moster, som fylder 92 år. Det blev fejret på den hyggelige restaurant Skovlyst midt Hareskoven. Og det har ikke noget med billederne her at gør - de er nemlig fra Amager.

Stokroser ser man overalt i den gamle bydel i Dragør. Mange af husene er fredet og opført mellem slutningen af 1700-tallet og 1850. Gaderne er belagt med brosten og har sjove navne som fx Skyllebroen, Zytfensgade og Trein Jylmands gang - og næsten alt træværket har den specielle Dragør-grønne farve ...







torsdag, august 20, 2015

Sommeraften på stranden

Jeg elsker de lune sommeraftener, hvor man kan spise på stranden og bare gå og nyde vandet og mågerne. Billederne er fra Liseleje ...






tirsdag, august 18, 2015

En dag i Skåne

Vi havde en dejlig dag sammen med familien i Skåne, og jeg tog hele 120 billeder. Efter vi havde spist frokost, tog vi ud til Flickorna Lundgren. Det er navnet på en café i et gammelt bondehus med en fantastisk staudehave. Her sad vi med vores kaffe og kanelbullar.

Estrid er en stor pige nu på 3 år, og jeg har en fin kontakt med hende. Det virker som om, hun forstår mit dansk (forældrene taler engelsk og svensk). Hun og jeg gik en tur rundt haven og kiggede på blomster og sommerfugle - og på en spurv, der spiste resterne af en flødeskumskage. Vejret var perfekt med masser af sol og cirka 24 graders varme. Det kunne ikke være bedre.






søndag, august 16, 2015

Dage med tropetemperaturer

Her til morgen har vi stille, silende regn. Det er helt befriende efter dage med nærmest kvælende hede. Vi har nu endelig fået mange sommerfugle i haven og især i sommerfuglebusken, hvor der er mange arter, som det er sjovt at følge. Der bliver nok lidt stille her i et par dage, da jeg skal være sammen med familien ...





torsdag, august 13, 2015

Sensommerglæder

Det er dejligt, at det fine vejr er vendt tilbage, at bo nær en strand, og at have en mand, der kan lide at lave mad :-)




onsdag, august 12, 2015

En rigtig gyser

I forgårs oplevede jeg en sand gyser - min pc nægtede at adlyde, og skærmbilledet stod bare og sejlede rundt. Det har taget en frygtelig tid at genskabe det meste og få lagt de programmer ind, jeg bruger. Jeg er endnu ikke helt færdig og har bandet Microsoft og Windows langt væk - har bare ønsket at skifte til Mac. Men pc'en er kun 10 måneder gammel.

Der er heldigvis også blevet hygget med den unge pige her :-)

lørdag, august 08, 2015

Botanisk Have

Et af mine yndlingssteder i København er Botanisk Have. Der er dejligt og fredfyldt på alle årstider – og den lille butik er altid et besøg værd. Pragtskær herunder, Liatris spicat, hører til dagsommerfuglenes foretrukne nektarplanter.

Frokosten spiste vi på restaurant Sole D'Italia på Gråbrødre Torv - det var lækker mad - og kaffen fik vi senere i Botanisk Have ved den gamle bil oppe på terrassen, Café Botanisk Have.