fredag, juli 31, 2015

En særlig oplevelse på Frilandsmuseet


Hvis I savner et udflugtsmål med spændende oplevelser, vil jeg anbefale Frilandsmuseet, hvor der hver dag frem til den 9/8 spilles små teaterstykker. Jeg var der i går med nogle venner og havde en skøn eftermiddag. Især forestillingen klokken 15 ved Brugsen med sang, musik og skuespil var en dejlig oplevelse. På kortet her er det ved hus nummer 80.

Tag gerne picnickurven med - der er masser af steder, hvor man kan sætte sig med sin medbragte mad.

Ved gård nr. 25, forpagtergården fra Fjellerup, er der en meget stor have med grøntsager, frugt og blomster, som er et besøg værd. Der er også geder, ænder og gæs af gamle danske landracer.



onsdag, juli 29, 2015

Et par anbefalinger

Jeg kan næsten ikke få nok af at kigge på mine mamelukærmer (Lavatera Trimestis). Planterne har et utal af blomster og knopper – de lyser så dejligt op i min ellers meget grønne have.

For nylig blev jeg anbefalet at læse den danske forfatter og journalist Jens Henrik Jensens to krimier ’De hængte hunde’ og ’De mørke mænd’. Jeg har næsten ikke kunnet lægge bøgerne fra mig – de er helt utroligt spændende og meget, meget velskrevne.



mandag, juli 27, 2015

Glæden ved at fotografere sommerfugle

Jeg holder meget af at fotografere og går altid rundt med et lille kamera i lommen - man ved jo aldrig, om man møder en sommerfugl eller noget andet spændende :-) Nældesommerfugl, skovblåfugl og stregbladpande mener jeg, det er her.

Min sommerfuglebusk er ikke sprunget ud endnu, men jeg glæder mig til at se hvilke sommerfugle, blomsterne tiltrækker …



lørdag, juli 25, 2015

Loppemarked og travetur i Kikhavn

Der har været loppemarked i Kikhavn i dag - folk kom fra nær og fjern, og bilerne holdt overalt på marker og langs landevejen. Kikhavn er et gammelt fiskerleje fra 1700-tallet med smukke, gamle gårde. Vi valgte at sætte bilen ved Spodsbjerg fyr og at gå den smukke tur langs vandet. Det blev til et par hyggelige timer – ind immellem i regnvejr :-)








torsdag, juli 23, 2015

Et af mine yndlingssteder

Hillerød er min nærmeste større by, og der er den dejligste natur. Skal jeg på indkøb, slår jeg gerne to fluer med ét smæk og går en tur rundt om slotssøen. Der er bl.a. smukke blomster i barokhaven i øjeblikket. Og så kan man jo holde en lille kaffepause på Café Havehuset …



mandag, juli 20, 2015

Min have lige nu

Det har øset ned - alt er drivende vådt, og på terrassen flyder det med nedfaldne grannåle. Havens pryd lige nu er mine mamelukærmer - jeg er vild med den intense farve, og det er første gang, jeg forsøger mig med denne blomst.

Jeg har en stor hortensiabusk, der er mindst 30 år gammel, og som var her, da vi købte huset i 1993. Den lilla valmue såede jeg i foråret samtidig med mamelukærmerne. Miss Mis ville også gerne med, som det ses på det sidste billede :-)




lørdag, juli 18, 2015

Sommerdag i Tisvilde og Tisvildeleje

Vi har været på loppemarked i Tisvilde, hvor der er stort marked hver lørdag ved stationen. I denne uge fester byen igennem, og der var utroligt mange mennesker overalt. Vejret er jo også lige til det. I stedet for at vise billeder af lange bilkøer og et tætpakket loppemarked er her billeder fra stranden i Tisvildeleje og af Kalles mobile kaffebod … For de loppeinteresserede er der kæmpe loppemarked på næste lørdag i Kikhavn fra 10 til 15.



onsdag, juli 15, 2015

Gerlev rosenpark ved Jægerspris

For alle, der elsker roser, vil jeg varmt anbefale et besøg i Gerlevparken, som rummer to rosenparker og en samling af danske træer. Rosenparken består af Poulsens rosensamling og Valdemar Petersens samling af gamle duftroser.

Poulsens rosensamling består af ca. 150 forskellige roser og bl.a. sorter som H.C. Andersen, Ingrid Bergman og Karen Blixen. Den ældste rose er fra 1912.

Valdemar Petersens samling af gamle duftroser er anlagt på foranledning af Dronning Ingrid. Valdemar Petersens interesse for roser begyndte under hans rejser i 1920´erne. Efter hjemvendelsen til Danmark begyndte han at samle og opformere gamle rosensorter. Han arbejdede næsten 50 år med projektet og nåde at samle over 500 forskellige sorter.

Mellem de to rosensamlinger er der en samling af parkroser, og i alt er der cirka 1.000 arter eller varianter.

Den Danske Træsamling består af 75 naturligt forekomne træarter, der har været repræsenteret i Danmark efter istiden.

Gerlev Rosenpark er åben året rundt, og der er gratis adgang: Tørslevvej 10B, Gerlev, Jægerspris.

I aften kl. 19 arrangerer Gerlevparkens Venner en aftenvandring i rosenparken på en guidet rundtur fra pavillonen. Pris 50 kr.





søndag, juli 12, 2015

En dag i Skåne

Vi har været på en dejlig tur rundt i det vestlige Skåne. På bare en dag kan man nå at opleve utrolig meget. Vi så blandt andet Fredriksdal, som er et frilandsmuseum med parker, haver, naturområder, en herregård, en bydel og bondegårde med dyr, hvor grisene nød at gå ude og at bade i en mudderpøl. Frokosten fik vi nær Kullen i det smukke Arild, som minder om Bornholm. Senere gik vi tur ved Krapperup slot og kiggede på de mange smukke blomster – der er blandt meget andet en rosenhave, og rosen her hedder Queen of Sweden.



Herunder er det udsigten fra terrassen i Arild, hvor vi spiste vores frokost.

onsdag, juli 08, 2015

At spise i det fri

Der er noget særligt ved at spise ude i det fri, når vejret er til det – hvad enten det er på en strand eller fx som her nederst på restaurant Skipperhuset, der ligger lige ned til Esrum Sø i Fredensborg. Det sted har jeg besøgt to gange og kan varmt anbefale.




mandag, juli 06, 2015

Havens pryd lige nu ...

Havens pryd lige nu er den uægte jasmin (pibeved) ’Belle Etoile’. Den dufter helt fantastisk, hvad vi nyder godt af i disse dage, hvor dørene står åbne! Og som det ses, er det ikke kun os mennesker, der sætter pris på blomsterne :-) Her under kan man se, hvordan busken står ved vores nye stenbelagte indgang og med høje bregner overfor.



lørdag, juli 04, 2015

Et par dage på stranden

Vi har stornydt de varme dage på stranden. I går aftes arrangerede min hjertenskær en picnic i klitterne ved vandet, og i dag har Bella og en af hendes veninder været med mig på stranden. Pigerne spillede bold og frisbee ude i vandet, og vi har spillet kort, mens vi mæskede os i ærter og jordbær. Jeg har aldrig set så mange mennesker på stranden her i Liseleje, og det var næsten umuligt at finde en p-plads.




onsdag, juli 01, 2015

Besøg i Fredensborg Slotshave

Så fik vi endelig sol og varme, som vi har gået og drømt om så længe. Vi benyttede det fine vejr til en tur til Fredensborg for at se parken ved slottet. Der er de flotteste staudebede, buske, gamle træer, en rosenhave - og bænke, hvor man kan sætte sig med sin medbragte kaffe. Bagefter gik vi ned til Skipperhuset ved Esrum Sø og spiste frokost, men det vil jeg vende tilbage til …