fredag, januar 31, 2014

Måger med mere


En eftermiddag i Hillerød på jagt efter en sweater til min hjertenskær. Vi fandt to på udsalg - lige dem, han ønskede sig - og fik fodret ænder i slotssøen med groft sandwichbrød. Mågerne greb lidt af brødet i luften, et syn, der kan få mit indre barn frem med et 'ih og nårh'. Frokosten blev spist på Café København. Jeg satte min smartphones pedometer til at tælle, hvor mange skridt vi gik, og det blev til 10.300. En herlig dag i bidende kulde.





onsdag, januar 29, 2014

Glæden ved at fotografere


Og til min evige udfordring - er der billeder i en gråvejrsdag? Vi har jo stort set ikke set solen i januar. Jeg kørte til havnen, gik en tur og så hvordan svaner, ænder og måger samles i store flokke ude på fjorden. Det må være koldt at ligge og sove på isen. En vis form for skønhed, synes jeg, jeg fandt, selv om farvepaletten næsten kun består af sort, grå, beige og hvid.






mandag, januar 27, 2014

Grævlingebesøg og andre glæder


Bella og jeg er begyndt at sms'e sammen hver dag, og det har vi meget sjov ud af. I går spurgte hun, om hun måtte få nogle billeder af dyrene i min have - at sende billeder via mms er nu smart! Hun fik et billede fra haven af en grævling taget en aften med blitz. Den spiste af de nedfaldne korn fra foderbrættet og var ligeglad med, at jeg stod og kiggede på den. Jeg åbnede forsigtigt vinduet og tog et billede med blitz, hvorefter den lille fyr straks tog sine korte ben på nakken og luskede ind under buskene.

Små pandekager med blåbær og honning er en lækker dessert. Man kan lave pandekagerne dagen før og varme dem i ovnen. Opskriften får du her - den er fra Arla.

lørdag, januar 25, 2014

Mental oprydning


Jeg har taget nogle forsythia- og ribesgrene ind i en vase. Nu er jeg meget spændt på, om de springer ud, eller det er for tidligt på året. Vasen her har jeg arvet efter mine forældre - den er fra Aluminia og dekoreret med 'Frk. Heibergs blå blomster'.

Jeg har besluttet at ændre lidt i min måde at blogge på. Mange af mine blogvenner er her desværre ikke mere, men er gået over til Instagram og Facebook. Derfor vil jeg lave færre indlæg, men selvfølgelig besøge mine trofaste blogvenner. Nyt vil også være, at dem, jeg ikke hører fra på en måned - de ryger ud af min blogroll og min reader :-)

fredag, januar 24, 2014

Som juleaften


Der var en, der blev meget glad i dag. Jeg hentede Bella i skolen, og så slæbte vi ellers den tunge flyttekasse op på 1. sal og skyndte os at tage indholdet ud: Der var perler, et smykkeskrin og smykker, spil, to penalhuse, lamper, bøger, malebøger, muslingeskaller og meget mere. Vi har spillet Uno og Mandalas familiespil til den store guldmedalje :-)




torsdag, januar 23, 2014

En kasse fuld af overraskelser


Den lille yndighed her bor hos en af mine veninder. Jeg var på besøg i dag, og hendes datter havde en hel flyttekasse fuld af legetøj, som jeg fik med hjem til Bella. Hun blev ellevild, da jeg fortalte hende det i telefonen ...

I øjeblikket er de fine Mads Stage årskrus med Danmarks fugle på udsalg hos Imerco. Nu ved jeg, hvad jeg skal i morgen, nemlig på jagt efter et krus til samlingen - og glæde den unge dame med legetøj.

onsdag, januar 22, 2014

Lilla og lyserøde kartofler


Jeg har aldrig før set lilla kartoffelmos. Den er lavet af sorten vitelotte og med hasselnødder og timian. Den lyserøde er af kartofler af rouge des Flandres og med æble og sortkål - og den hvide er bintje med sprøde porrer. Nu ved jeg meget mere om kartofler efter at have besøgt Søren Wiuff sammen med Slow Food Odsherred.

Søren Wiuff er kendt som leverandør af nogle af landet bedste grøntsager. Hvis man kun køber kartofler i supermarkedet, går man glip af meget - der findes nemlig mange spændende sorter.

tirsdag, januar 21, 2014

Jeg tog fejl - og en udflugt


Jeg skal love for, at jeg tog fejl - blogland er ikke uddødt :-) Se den fine, lille erantis, som jeg fandt går, et bevis på, at foråret er på vej.

I dag skal jeg med en veninde til et arrangement på Søren Wiuffs gård gennem Slow Food-bevægelsen. Det handler om kartofler, som vel nærmest er en del af den danske folkesjæl. Vi skal spise kartoffelsuppe, kartoffelhovedret og kartoffeldessert – og kedeligt bliver det ikke. Kartoflen er jo ikke så dansk endda, men den er en del af dansk folkekultur, og det skal en etnolog og projektseniorforsker ved Frilandsmuseet fortælle om. Hun har skrevet afhandlingen 'Kartoflen som folkeføde i det 19.århundrede'.

Her er det van Goghs Kartoffelspiserne.

mandag, januar 20, 2014

Selfie


Bellas selfie fra vores hyggelige udflugt til Malmø forleden dag :-)

Kender I Elena Shumilovas helt vidunderlige billeder? Hun er en ung russisk mor, der fotograferer sine børn og dyr, og jeg har aldrig set noget lignende. Prøv at se her.

Blogland er nærmest uddødt i disse dage - er alle mon gået helt over til Facebook?

søndag, januar 19, 2014

Lækker ny kogebog og guide til sundhed


Den fede faste er en ualmindelig lækker, ny bog med vejledning i, hvordan vi kan blive sundere. Forfatteren hedder Martin Bonde Mogensen. Han er kostvejleder og kropsterapeut efter Body-SDS-metoden og guider bl.a. elitesportsfolk til en sundere livsstil. Han er selv blevet af med sin hundeallergi og fortæller i et meget spændende afsnit om sin forvandling fra tyk til slank og fuld af energi ved at leve efter bogens principper om mad, der er god for kroppen. Jeg har ikke selv lyst til at faste efter den store kur i bogen, men han har også en 3-dages kur, der tiltaler mig. Bogen indeholder opskrifter på 60 vegetariske retter, og forfatteren lover, at vi får mere energi, en pænere hud og en bedre nattesøvn. Ifølge bogen har vi også meget at vinde, hvis vi har ondt i ryggen, har ømme, stive led eller lider af hovedpine. Man spiser alt, hvad man kan, fra en velsmagende, vitaminrig vegetarbuffet.

lørdag, januar 18, 2014

'One Chance' - og en marokkansk ret


Her til aften har jeg set filmen 'One Chance' - den nye film om Paul Potts, der vandt Britain's Got Talent for nogle år siden. Den tidligere britiske telefonsælger tog verden med storm med sin store operastemme. Filmen er lige lovlig sødladen, men det er en fantastisk og gribende historie. Instruktøren er David Frankel, som er kendt fra 'Djævlen går i Prada'.

Og så fik vi denne meget lækre ret: Marokkansk kylling med citron og abrikos og krydret couscous med mandler og kanel. Opskriften er fra Gastro.

Rundvisning i Bjørn Wiinblads hus


Jeg har altid holdt meget af Bjørn Wiinblads kunst - særligt hans plakater - og da jeg så i FOF's katalog, at man kan komme på en rundvisning i hans hus, meldte jeg mig straks til. Huset står præcis, som da han døde i 2006, og alt ser ud som om, han lige er gået ud og snart kommer hjem igen. Han var inspireret af den orientalske stil og var elsket og hadet for sin eventyragtige streg og de svulmende former, som han satte på juleplatter, kostumer og krydstogtskibe. Hans hjem står tilbage som en scenografisk skatkiste, en Aladdins hule. DR viste for nogle dage siden en dejlig film om ham, som kan ses her.


fredag, januar 17, 2014

Blogtræf


I dag skal jeg til et træf med tre andre bloggere og glæder mig over, hvad det fører med sig at være en del af den virtuelle verden. Vi er tre, der er inviteret til frokost et sted her i Nordsjælland, og min hjertenskær laver en porre-rucola-tærte til at tage med. Dem er han en sand mester til at lave :-)

Update:
Tusind tak for i dag til den dygtige pianist, Donald, og til Kisser og til Cummings.

torsdag, januar 16, 2014

Gaven til os selv


Vi faldt for et tilbud på Twillings bestiksæt, Minimale, som nu glæder mig hver eneste dag. Det ligger godt i hånden, og jeg nyder det enkle design ...

onsdag, januar 15, 2014

Dyrespor og 39 minutter mere dagslys


I mandags fik vi et voldsomt snevejr, men sneen forsvandt igen nogle timer efter. Jeg var ude at kigge efter dyrespor og fandt flere slags blandt andet de fine egernspor. Dagens længde er nu 7 timer og 35 minutter, og den er tiltaget med 39 minutter. Det begynder at ligne noget. Solen står op kl. 8.32 og går ned kl. 16.07.



tirsdag, januar 14, 2014

En slags pennevenner


Da jeg var 13-14 år, havde jeg en penneven i Japan. Det var sjovt at skrive med en, der boede i et andet land, men vores manglende sprogkundskaber gjorde, at kontakten ebbede ud. I dag har vi jo alle sammen pennevenner via vores blog og finder andre med samme interesser som os selv. Da jeg skulle skrive om mine interesser dengang, har det nok været hunde og min store glæde ved udspring. Nu vil jeg nok nærmere sige, at det er dyr, naturen, at fotografere, at udforske vores land ... :-)

mandag, januar 13, 2014

Fuglene - og en tur i Photoshop


Jeg er vild med at kigge på fugle, og derfor fodrer jeg dem året rundt. Drikketruget var bundfrosset her til morgen. I øjeblikket har jeg besøg af mange dompapper, halemejser og en kernebider - og det lille egern kommer hver dag og forsøger at løbe med tæppet på havebænken. Rema1000 har i øjeblikket tilbud på fedtringe med solsikkefrø, som de små fugle er vilde med. Fuglebillederne gav lyst til at lege lidt i Photoshop ...


søndag, januar 12, 2014

På udsalg og en udfording


Det er jo nemt nok at fotografere i godt lys, men hvad med alle de her gråvejrsdage, vi har haft - er der billeder i dem? Her er et bud ...

Mit nyeste tøjkøb er et udsalgsfund, som jeg er meget glad for. Den er fra Malene Birger, luner dejligt og er lavet af uld og alpaka.


lørdag, januar 11, 2014

Et gribende gensyn


Vejret var vådt og gråt, men humøret fejlede bestemt ikke noget, da Bella og jeg var i Malmø. Hun mødte sin far for første gang i lang, lang tid, og jeg havde ikke set ham siden foråret.


iPad'en var god underholdning til den lange køretur. Udsigt fra Øresundsbroen var der ikke meget af :-)