tirsdag, april 05, 2011

Luft under vingerne


En af mine venner har lånt mig filmen ’Fugle på rejse’. Hun fortalte, at filmens bjergtagende billeder, lyde og musik skulle være ren balsam for sjælen. Og jeg giver hende fuldstændig ret - jeg har sjældent set så smuk en film.

Det er en dokumentarfilm, hvor man kommer tættere på fuglenes liv og træk, end man skulle tro, det er muligt. Fem filmhold har i tre år fulgt alverdens fugleflokke gennem fyrre lande på alle syv kontinenter, fra Alperne til Amazonas - fra Den Kinesiske Mur til Grand Canyon - fra Afrikas stepper til Sydpolen. Filmmagerne opdrættede fuglene i årevis blandt fotograferne og deres udstyr for at sikre, at dyrene aldrig blev skræmt af deres menneskelige ledsagere eller disses små, men larmende flyvemaskiner. Derfor lykkedes det kameraerne at komme tæt på fuglene. Prøv at se de helt enestående billeder her på filmz.dk.

Filmen er fotograferet ved hjælp af luftballoner, airgliders, helikoptere og flyvemaskiner, og filmen havde premiere i 2003.

Jeg forsøgte at fotografere tv-skærmen, men det havde jeg ikke meget held med.