Glæden ved at være langsom

Vi bliver flasket op med, at det gælder om at gøre alting så hurtigt som muligt. Det drejer sig mere om at gøre end om at være, og ’tid er penge’, så vi skynder os. Vi har rasende travlt – indtil vi overvældes af en følelse af manglende indhold og sammenhæng i tingene og tilværelsen. Først da opdager vi, at måltider kan være meditative, at en nok så banal ting, der bliver gjort omhyggeligt, kan være en kilde til stor fryd. Tiden er en gave, som det står os frit for at forære os selv – tid til at forfølge vores nysgerrighed, til at nyde øjeblikket, påskønne verden omkring os, sætte os ned og tænke efter, skabe værdifulde forbindelser til andre og granske vores eget indre.

Langsomhed er ikke ensbetydende med passivitet, ineffektivitet eller dovenskab. Langsomhed giver os bare mulighed for at være selektive med hensyn til, hvordan vi bruger tiden og sætte pris på hvert øjeblik, vi har til rådighed. Langsomhed kan oven i købet være en fordel i situationer, der tilsyneladende kræver hurtig handling. At tage os tid kan forhindre os i at handle hoved- og meningsløst i den tro, at tingene ikke kan vente. Det kan de næsten altid.

Synspunktet er nemt at affeje, hvis man har vænnet sig til en tilværelse med her-og-nu-kommunikation, konstant ringende, fløjtende og spillende mobiltelefoner, tonsvis af e-mails og endeløse ventende dagsordener. Men adrenalinsuset ved altid at ’være på’ er usundt i længden og kan aldrig konkurrere med fornemmelsen af at have god tid. Jeg kan kun anbefale at erstatte det første med det sidste.

Indrømmet, jeg har ikke længere hjemmeboende børn, og det gør projektet en del nemmere. Men alligevel ...