søndag, april 10, 2011

Genbrugsguld på en solskinsdag


Søllerød loppemarked kunne ikke have fået en smukkere åbningsdag til den nye sæson. Allerede da jeg kom klokken 8.30, skinnede solen, og der var stuvende fuldt af mennesker. Birte Tove kom lidt senere og hendes datter sang kendte numre. Hele området sydede af forventningsfulde mennesker – og ja, det var vist det flotteste marked, jeg nogen sinde har set. Udbuddet var enormt!

I mine poser havnede to tunikaer, den ene her i silke, en lille taske, som jeg har tiltænkt Isabella, et tørklæde, to par sommerbukser, en lambswoolsweater fra Noa Noa, en kogebog og fire Disney-puslepil. Jeg sluttede af i Holte Havn med at nyde solen og kigge på svaner og ænder sammen med en skolekammerat, før turen gik nordpå igen.