mandag, august 23, 2010

En ny og spændende bog

De bedste (bedste) forældre
For et par år siden blev min venindes søn konfirmeret. Og jeg glemmer aldrig den morsomme tale, en af vores fælles veninder holdt. Hun fortalte om dengang, hun skulle passe lille Jesper og havde fået en hel manual med om, hvad han skulle spise hvornår, hvordan han skulle lægges til at sove, hvornår han skulle have sin sut osv. osv. – intet skulle overlades til tilfældighederne. Det var afgjort den tale, der fik mest af bifald, og vi nærmest græd af grin.

Nu ser jeg, at der kommer en ny bog af Sigrid Riise og Helen Lyng Hansen, som hedder ’De bedste (bedste) forældre'. Find vejen til et godt familieliv’. Bogen udkommer den 26. august, og jeg må indrømme, at den kunne jeg godt have brugt selv, da jeg fik min søn. Jeg ved ikke, om man stadig kan høre Sigrid Rise på P4, men i flere år nød jeg hendes hardcore råd til fortvivlede forældre og bedsteforældre. Og Helen Lyng Hansen er kvinden bag hjemmesiden netsundhedsplejerske.dk.

Selv mindes jeg min temmelig rå mormor, der absolut ikke pylrede om sine børnebørn. De blev tværtimod parkeret ude i vinterhaven, så de voksne kunne få madro. Der er masser af konfliktstof i at være tre generationer i en familie.