torsdag, november 26, 2009

En trist meddelelse

Min mor og far
Kære alle sammen! Tusind tak for jeres kommentarer. Min far døde i nat, og nu er et langt og spændende liv slut. Jeg er ked af det, men samtidig lettet over at han endelig fik fred. Hans hjerte var slidt op. Min bror kom herover fra Jylland, så vi sammen har aftalt, hvordan vi gerne vil have bisættelsen skal foregå.

Vi måtte få min fars genbo, der er dyrlæge, til at aflive min fars gamle hund, Simba - det var vemodigt, men der var ingen vej udenom. Han var plaget af gigt og allergi, næsten døv og 11 år gammel.

Det har været en lang dag, men vi har også fået talt om alt det, min far har betydet for min bror og mig. Jeg var fars pige, og han var mors dreng. Vi så meget forskelligt på vores far.

Jeg holder en pause fra bloggen, fordi der er tusind ting, jeg skal ordne. Men jeg håber på at være tilbage på næste fredag, når bisættelsen er overstået.

Med panden mod en mur

Min far blev syg i forgårs! Og hold da op, hvor er det svært at finde ud af, hvordan man får daglig hjælp til et ældre menneske. Lægen har intet med hjemmeplejen at gøre, og det gjorde mig fuldstændig paf. Men jeg fik fat i kommunens vagtcentral, og de sendte efter en masse bøvl en sygeplejerske ud 18 timer senere!

Jeg synes, det er helt urimeligt, at det skal være så vanskeligt at få hjælp. Bare at ringe til lægen var en udfordring uden lige. Hvis man samtidig har et job, der stiller sig uforstående over for, at man har en far, der behøver hjælp - ja så er det, at jeg føler, at jeg løber panden mod en mur. Og jeg bliver så utrolig vred ...

Billedet fra Dansk Blindesamfunds kalender med førerhundehvalpe kan dog få mig til at smile.

Førerhundehvalpe

onsdag, november 25, 2009

Julefrokosten

Andemor i kanalen
I dag vil jeg glemme alt om jobbet og nyde min ugentlige fridag. Det er rigtig dejligt at have fri om onsdagen. Jeg vil gå en lang tur og have fotografiapparatet med i lommen, skrive nogle julekort, høre Norah Jones, læse aviser og og klappe en kat eller to. Ja, jeg kan varmt anbefale at holde fri om onsdagen :-)

På fredag er der julefrokost på min arbejdsplads, men jeg har tænkt mig at skulke. Tidligere elskede jeg julefrokoster, men jeg skal love for, at jeg har ændret mening.

Hvordan har du det med julefrokoster?

tirsdag, november 24, 2009

Helt uden for rækkevidde

MobiltelefonJeg har ingen arbejdstelefon mere! I går fik vi at vide, at den nye multimedieskat betyder, at vi vil blive beskattet af den telefon, vores arbejdsgiver udstyrede os med for at spare fastnettelefonen.

Jeg har valgt at levere mobilen tilbage, og nu er jeg er aldeles uden for rækkevidde. Det har bestemt sine fordele, når arbejdsdagen kan være så stressfyldt, at det halve kunne være mere end rigeligt. Men mærkeligt er det jo på en stor mediearbejdsplads, at Skat vil lade medarbejderne betale for, at arbejdsgiveren fik en kæmpe reduktion i sine telefonudgifter.

Er jeg den eneste?

Jeg fik en værtindegave

The Fall
I søndags fik jeg Norah Jones' nye cd The Fall, og jeg synes, den er enestående, men også meget anderledes end de forrige - hun er ikke så jazzet her. Hendes fløjsbløde stemme går rent ind, og der er ikke noget at sige til, at hun har solgt millioner af album og vundet mange priser.

Her er Norah Jones med ørehængeren Chasing Pirates fra den nye cd.

mandag, november 23, 2009

Min Aladdins hule

Juledekoration
I Frederiksværk ligger et skønt sted, der hedder Loppefabrikken - et stort luksusloppemarked på 400 kvadratmeter med bedre genbrug, blandt andet hvidmalede møbler og nips.

Det er en ren Aladdins hule, også hvis man bare vil inspireres eller kigge på smukke juledekorationer. Man kan få nye ideer til måder at genbruge gamle ting og møbler, så de får et helt nyt udtryk. Der er mange ting, jeg husker fra min barndom, fx duge, sofapuder, køkkenting og små tasker. Jeg købte ikke noget, jeg kunne nemlig ikke bestemme mig - men jeg kunne næsten ikke se mig mæt i alle de mange rum, hvor en del har deres eget tema. Kig ind, hvis du bor på de kanter eller har lyst til en på opleveren en dag, du alligevel er ude at køre.

Loppefabrikken
Der er åbent torsdag-fredag 12-18 og lørdag-søndag 12-16, og adressen er Standvejen 25A.

Loppefabrikken

søndag, november 22, 2009

Et kig op gennem taget

Glastag i entreen
Sådan ser det ud, når man kigger op gennem vores glastag i entreen. Her inde i varmen kan jeg følge med i dagens skiftende farver og se, om det regner, som det gør her på billedet.

I dag får vi gæster til frokost, og der skal kokkereres til den helt store guldmedalje. Derfor er jeg ikke så meget ved computeren, men jeg vil ønske jer alle en rigtig god søndag!

lørdag, november 21, 2009

Det er godt nok mørkt

Aftenbillede af vores hus

Bøgerne jeg måtte eje

Coffee table
Kender du det at blive forført ved synet af lækre bøger? De frister i kataloger og udstillingsvinduer, og man tænker, at de bøger kan man simpelthen ikke leve uden at eje. At dem vil man bruge som opslagsbøger i al fremtid, og de skal ligge og få ens hjem til at se ud, som om man har fingeren på pulsen. Vi har stabler af bøger om skønne haver, madlavning, boligindretning, vin, biler - you name it ...

Og hvad blev der lige af alle de gode forsætter? Kigger jeg i dem? Bliver de brugt som opslagsbog? Fylder de for meget? Er jeg irriteret på mig selv?

Men jeg har på fornemmelsen, at jeg ikke er alene.

fredag, november 20, 2009

ABC i ord og billeder: Intimitet

Intimitet
I dag er vi kommet til I i Petunias ABC i ord og billeder. Jeg synes, det er svært at finde på noget, man kan vise i billeder, men Intimitet er mit bud, og det må være det, mine tre kattekillinger viser her :-)

Og da mit barnebarn hedder Isabella, skal hun med igen, selv om jeg har vist billeder af hende tidligere.

Her kan du se, hvad andre har fundet på til Billed ABC'en i denne uge.

Isabella

torsdag, november 19, 2009

Et smil på en gråvejrsdag

Havefigurer
Havefigurer

Min nye kogebog

Mere køkkenrevolution
Monsieur har lige foræret mig kogebogen 'Mere Køkkenrevolution fra Umahro' - sådan en kogebog, der kan få tænderne til at løbe i vand. Det er Oscar Umahro Cadogans tredje køkkenrevolution-bog (jeg er allerede den lykkelige indehaver af de to foregående), og han giver alle sine salater og retter et twist, så de opstår i en nytænkt og sund udgave. Umahro er uddannet i biokemi og har viet sit liv til at give andre mennesker viden om sundhed. På sin blog skriver han:
Min interesse i mad og ernæring startede med egen sygdom. Havde kronisk tarmbetændelse med alle følgesymptomer. Forestil dig en kombination af Salmonella, Campylobacter, kronisk træthedssyndrom, sklerose, ledegigt og psoriasis. Så passer det nogenlunde. Efter flere års sygdom, fandt jeg ud af at spise og "leve" mig rask.

En del af bogens opskrifter har været bragt i Femina, og principperne bag opskrifterne er bl.a. at fremhæve madens egen sødme med krydderier, men uden brug af sukker, og at bruge fuldkorn i stedet for tomme kulhydrater.

For mig er der ingen tvivl om, at vores mad betyder meget for vores sundhed og velvære - selv om mange tænder helt af på den tankegang. Men når man ser hans sindssygt lækre opskrifter, behøver man ikke at lide nød.

Monsieur skal for resten være hjertelig velkommen til selv at låne min nye kogebog ...

onsdag, november 18, 2009

En værre møgdag

Det var, hvad jeg havde på jobbet i går. Jeg var alene, og alt gik galt, fordi jeg ikke kan arbejde for to. Min makker tog en feriedag, men opgaverne væltede ind. I dag holder jeg en pause fra bloggen for at prøve at blive mig selv igen.

tirsdag, november 17, 2009

Vi er da venner, ikke?

To venner

Hvordan er dit arbejdsmiljø?

Har dit firma en plan for dit helbred? Hvordan undgår man, at en medarbejder ligger søvnløs, fordi han ikke tror, han præsterer nok?

Avisen 24timer havde i går en stor og spændende artikel om, at virksomhederne sjusker med arbejdsmiljøet. Alle virksomheder har som bekendt pligt til at lave en plan, der skal sikre medarbejdernes fysiske og psykiske ve og vel med udgangspunkt i en arbejdspladsvurdering - en såkaldt APV.

Mange gør det bare ikke i praksis, selv om det har været et krav i over tyve år.

Det er især mindre virksomheder, der ser stort på arbejdspladsvurderingen. De store er bedre til at overholde de formelle krav, men spørgsmålet er, hvor ofte det udmønter sig i en konkret plan, der giver resultater. I hvert fald er det en kendsgerning, at folk går ned med stress på stribe, også i store virksomheder som den, jeg selv arbejder i. Dårligt arbejdsmiljø, herunder sygefravær og arbejdsulykker, koster 64 milliarder kroner om året, kunne man læse i artiklen.

Professor Tage Søndergård Kristensen, der driver firmaet Task Consult har denne opskrift på et godt arbejdsmiljø:

1. Påtag dig ikke for mange eller for svære arbejdsopgaver. De fleste er urealistiske i forhold til, hvad de kan nå. Øv dig i at sige nej.

2. Dit arbejde skal nytte noget, og derfor skal du kunne se en mening med det.

3. Sig godmorgen til dine kolleger, og få et knus, når du er nede. Den rigtige støtte på det rigtige tidspunkt har stor betydning på en god arbejdsplads.

4. Løn, forfremmelse og anerkendelse er vigtigt. Hvis du er god til at give kolleger et klap på skulderen, er der større chance for, at du også selv får det.

5. Hvis der sker ændringer på din arbejdsplads, så sørg for at få informationer om dem, og hvad de betyder for dig. På den måde undgår du utryghed.

mandag, november 16, 2009

Mandagstema: Herlig

Egern
Mandagstemaet i denne uge er ordet herlig - det er ikke helt nemt at vise i billeder, men herlige syn finder jeg i naturen.

Her er andre bud på ordet herlig.

Havebassin

En tur i tidsmaskinen

Leg
Man legede åbenbart også med sine børn i 1920'erne. Det er min morfar og mormor, og den lille lyshårede pige i trækvognen er min mor. De ser ud til at have haft det vældig hyggeligt :-)

Leg

Leg

søndag, november 15, 2009

En ko på isen - eller fem på taget

Køer på taget

Sidste feriedag

November
Det er vådt og gråt her i Nordsjælland, men min sidste feriedag skal alligevel nydes med en lang tur ud over markerne og ind i skoven. Den sidste feriedag skal strækkes alt det, jeg overhovedet kan, og i aften vil jeg lave en ret ud af kyllingen, der ligger venter.

Ha' en god søndag alle sammen!

lørdag, november 14, 2009

Hjemme igen

Udsigt fra  Den Franske Café
Og her sad vi så på Den Franske Café med udsigt over Sortedamssøen, og jeg er hjemme igen efter endnu et utroligt hyggeligt blogtræf. Nu har jeg mødt også Ellen og Sussie, og det forunderlige er jo, at det føles som om, man har kendt hinanden altid.

Tusind tak til Lotte, Lavendel, Kisser, Ellen, Kari, Bente, Donald, Sussie, Uffe og Jens fordi I ville være med.

Rigtig god lørdag

Bro
I dag har jeg kun én eneste ting i hovedet, og det er vores blogtræf i eftermiddag i København. Jeg har lidt sommerfugle i maven, men det plejer at forsvinde, når vi har været sammen i ganske kort tid, selv om der kommer flere, jeg ikke har mødt før. Den Franske Café har vi jo fået anbefalet af flere bloggere, så stedet skulle være både hyggeligt og have god mad.

Jeg vil ønske alle en rigtig dejlig lørdag!

Der er netop kommet to afbud til blogtræffet, så jeg er spændt på, om jeg er den eneste der kommer. Henriette og Jannie kan ikke være med alligevel. Men jeg glæder mig til at se Lotte, Lavendel, Kisser, Ellen, Kari, Bente, Donald, Sussie og Jens.

fredag, november 13, 2009

Hvad skal vi med anmeldelser?

Det er ingen hemmelighed, at jeg holder meget af bøger. Derimod har jeg det noget blandet med boganmeldelser, ja med anmeldelser i det hele taget. De kan være svære at komme udenom, for ét sted skal man jo opdage, hvad der rører sig, og hvad der udkommer af nyt. Men en boganmeldelse i en avis eller et blad er i mine øjne en mening om en bog, jeg ikke har læst, skrevet af et menneske, jeg ikke kender. Hvad skal jeg egentlig bruge det til?

Især har jeg svært ved at forstå, hvad en decideret negativ anmeldelse skal gøre godt for, og dem er der rigtig mange af i avisernes bogsektioner. Jeg mener: når nu der udgives mange flere bøger, end nogen kan nå at læse, hvorfor bruger anmeldere så krudt på at læse og anmelde bøger, de ikke bryder sig om? Man behøver jo ikke læse hele bogen for at opdage, hvor det bærer hen. På samme måde som man ikke behøver at spise hele æblet for at konstatere, at det er råddent. Hvorfor ikke koncentrere sig om bøger, man finder værd at anbefale?

Og så noget helt andet. Det er et stort arbejde at skrive en bog, og somme tider er en bog flere år undervejs. Bøger er som regel forfatternes hjerteblod, og de har gjort sig umage med at skrive dem. Mange anmeldere har aldrig prøvet at skrive en bog selv, og alligevel er det almindeligt accepteret, at de kan nedgøre en bog fuldstændigt med en pennestrøg. Som en høne, der kagler, når andre lægger æg (citat, men jeg kan ikke huske, hvor det stammer fra).

Jeg vil bare gerne have at vide på en nøgtern måde, hvad bogen handler om, og hvordan emnet er grebet an. Så skal jeg nok selv finde ud af, hvad jeg synes om bogen. Men hellere en begejstret anmeldelse end en sur.

ABC i ord og billeder: H

Madames hår
I dag er vi kommet til H i Petunias ABC i ord og billeder.

Bliver kvinder nogen sinde tilfredse med deres hår? Jeg har altid ønsket mig, at jeg havde helt glat hår. Men det er naturkrøllet, og det er luftfugtigheden, der bestemmer, hvor meget håret krøller. Man kan trække krøllet hår næsten glat med hårtørreren, men hvad hjælper det, hvis man træder ud i en regnbyge. Som ung brugte jeg bruge lang tid på at strække mine krøller ud, men nu har jeg endelig nået et punkt, hvor jeg er (næsten) ligeglad med, om håret er glat eller det krøller.

Min røde hårfarve får en hjælpende hånd. Indtil for nogle år siden brugte jeg hennapulver, men det er grusomt besværligt at have med at gøre. Det skal blandes med vand og kaffe, have den rette temperatur, sidde i timevis, og så farver det ikke bare håret, men også håndklæder og alt, hvad man kommer i nærheden af. Men der findes hennacreme - farven holder ikke så længe som en rigtig farvning, men det er jo kun en fordel, hvis man på et tidspunkt vil af med farven igen. Rømers henna cremefarve giver samtidig håret glans, og det findes i mange farver, også flere, der ikke er røde. Bare hvis du skulle få lyst ...

Her kan du se, hvad andre har fundet på til Billed ABC'en i denne uge.

torsdag, november 12, 2009

Træt efter en lang og god dag

Sofus sover
Nu er vi mindst to, der er trætte efter en lang og god dag - jeg har haft en forrygende dag i København, men det gider Sofus ikke at høre om ;-)

Københavnertur

Hortensiaer i november
I dag skal jeg være sammen med min mødregruppe - ja, det lyder helt vildt med min alder, og når vores unger er 30 år. Men vi skal på café Hovedtelegrafen i Købmagergade og udveksle nyt om børn og livet i almindelighed. Og jeg glæder mig! En af pigerne har jeg ikke set i 23 år, så der må være en del at fortælle :-) Det kunne have været sjovt, hvis vores børn skulle med, men de lever jo for længst deres eget liv.

Hvis nogen af jer er lige så syge med loppemarkeder, som jeg er, kan jeg fortælle, at der er 'Super de Luxe loppemarked' i Øksnehallen fra i morgen og til og med søndag. Man kan prutte om priserne på alt fra lamper til møbler og tøj. Der er både nyt, gammelt, nostalgi, retro og kitsch til salg på de mere end 200 stande, hvor antikvariater, genbrugsbutikker, second-hand butikker og private personer sælger ud af alt det bedste.

Ha' en god torsdag!

onsdag, november 11, 2009

Udsigt fra køkkenvinduet

Rådyr spiser

Et pinagtigt problem

Novemberkaktus
Jeg har et problem i øjeblikket, som er meget svært at tackle. Og da jeg synes, det har almen karakter, vælger jeg at fortælle om det her. En af mine bekendte er meget påtrængende og sender mig lange mails i en lind strøm. De er på 3-4 A4 sider og handler mest om hende selv og alt det, hun er ude for af problemer - og det er virkelig også forfærdeligt. Jeg har bare ikke overskud til at være coach for et menneske, der er så krævende, og som sender en ny mail til mig en time efter, at jeg har svaret hende. Jeg er faktisk meget i tvivl om, hvordan man håndterer sådan en situation og på en venlig, men bestemt måde siger fra uden det kommer til et regulært brud. Jeg ved, at hun ikke læser med her.

Har du et godt råd?

Billedet er min novemberkaktus, som sprang ud for et par dage siden.

tirsdag, november 10, 2009

Telttur og sidste skrig i bademode

Telttur i Sverige 1935
Jeg er lige blevet tanket op med gamle billeder hos min far - nyder jo at se, hvordan min mors barndom var i 1930'erne. Her er hele familien med fire børn på telttur i Sverige, og min morfar er i sin fine badedragt parat til en dukkert i en af de svenske søer. Det må have været en meget primitiv ferie - det er jo længe før, der var noget, der hed campingpladser.

Telttur i Sverige 1935
Og på det nederste billede viser min farmor det sidste skrig i bademode for unge kvinder anno 1913!

Farmor 1913

Dagens planer

Frederiksborg Slot
Fra i dag har jeg lovet mig selv at begynde på julekortene - bare ét kort hver dag, så skulle jeg kunne nå at blive færdig inden jul! Jeg tror aldrig, jeg går over til at sende en massemail, som flere og flere bruger. Jeg synes, det er for upersonligt - så hellere have besværet med at skrive kort. Skriver du julekort?

I dag skal jeg besøge min far. Vi ses en gang om ugen til nogle hyggelige timer med god mad og tit også til en snak om hans gamle fotografier. Nogle af dem er så gamle, at vi ikke ved, hvem der er på. Men alle de mennesker, min far selv har kendt, kan han fortælle historier om, og jeg sidder klar med kameraet og er lutter øren :-)

I søndags var vi på Frederiksborg Slot i Hillerød - jeg synes, der er så smukt både udenfor og indenfor. Jeg faldt for det smukke maleri herunder, som Sissel Wibom har lavet af Ghita Nørby.

Maleri

mandag, november 09, 2009

Blogtræf på lørdag i København

Måger
På lørdag klokken 16 er det jo, vi holder blogtræf på Den Franske Café på Østerbro. Hvis I allerede nu ved, at I alligevel ikke vil med, så vær sød at give mig besked. Jeg glæder mig meget til at se jer! Er der nogen, der føler sig glemt på denne liste?

Lotte, Lavendel, Henriette, Kisser, Ellen, Kari, Bente, Donald, Sussie, Jens, Zette, Jannie og mig.

Et liv med dyr

Trold på Monsieurs taske
Det skulle være godt for os mennesker at have kæledyr. Man får det bedre, har jeg læst - omgangen med kæledyr reducerer simpelthen stress. Også mennesker på plejehjem kan have stor glæde af dyr, og børn udvikler deres empatiske evner, hvis de er knyttet til et dyr. Det står i det nye nummer af Pskykologi, og for mig er der ingen tvivl om, at det er sandt.

Her er vores små killinger, der blev født i en papkase i badeværelset for nogle år siden.

Misser i vasketøjskurven
Og her sidder en 22-årig Madame (eller rettere Mademoiselle) med sin første kat, Rasmus, der hurtigt blev til Rasmis, og som ligner sine efterfølgere Bulder, Trold og Sofus næsten på en prik.

Katten RasmusJeg fik Rasmis helt tilfældigt - en ven havde fået ham forærende som killing alt, alt for tidligt. Uden at have ønsket mig en kat, havde jeg pludselig ansvaret for et lille kræ, som jeg ikke anede, hvordan man passer. Så jeg købte Politikens bog om katte, en kattebakke, sand og mad- plus en vandskål, og i løbet af ingen tid var jeg helt solgt. Siden har jeg været passioneret katteelsker. Nu har vi som bekendt to - Miss Mis, som selv flyttede ind for 5 år siden, og Sofus, som vi fik fra et internat for 2-3 år siden.


Jeg kunne simpelt hen ikke forestille mig et liv uden katte, selv om det giver frygtelige spekulationer, når de ikke kommer hjem til tiden, men som regel går det jo godt.

Jeg glemmer aldrig en dag, vi kom hjem fra arbejde, og Miss Mis opførte sig nøjagtig som hun plejede, da vi trådte ind ad døren - det vil sige, at hun styrede direkte ud i køkkenet til madskålen. Ikke et ord eller et mjav om, at hun lige havde født tre killinger i sin papkasse ude i badeværelset. Oplevelsen ved at se dem vokse og følge hendes opdragelse af dem, når hun kom ind med en mus eller en fugl, og killingerne forvandlede sig til frygtindgydende, grådige løver! Jeg har stakkevis af fotografisk dokumentation, men I skal nok slippe.

For ikke at tale om dengang, en vildkat flyttede ind og fødte fem killinger i samme papkasse, som Miss Mis lå i med sine tre. Ti katte i en lille kasse på én gang! Det blev alligevel lidt for broget for os, mest fordi vildkatten ikke ville finde sig i, at vi brugte badeværelset, så det endte med at blive en opgave for Kattens Værn.

søndag, november 08, 2009

Smukke huse

Træhus
New York Times har en spændende artikel om arkitekten Roald Gundersen, der bygger huse af hele træer. Her er et par af billederne fra det flotte slide show, som du kan se her.

Træhus

Hvad klæder mig?

Hvad klæder mig
Jeg har købt en bog af en type, jeg ellers aldrig køber. 'Hvad klæder mig' er skrevet af stylisten Christina Wedel, og det er ikke en af de sædvanlige bøger om æble- og pæreform og hvilke farver, der klæder os - men en bog om at føle sig lækker, og at få lidt mere fest ind i hverdagen. På forfatterens hjemmeside kan man læse et afsnit, som fik mig til at styrte ned til boghandleren - den bog måtte jeg simpelthen eje. Den er klog og tankevækkende og bragende godt skrevet. Tak, Anne, fordi du fortalte om bogen.

Og nu, hvor jeg prøver at få det bedste frem i mig selv, så har jeg tænkt på at blive klippet. Men det kræver lige nogle grundige overvejelser, når man har haft langt hår i mange år.

Har du den frisure, du trives allerbedst med?

Rigtig god søndag!

lørdag, november 07, 2009

Man gik med hat

Farmor og farfar
Jeg har jo en svaghed for de gamle billeder, som sætter vores liv nu om stunder i relief. Se hattene - man gik åbenbart med hat, når man skulle se pæn ud! Her er min farmor og farfar fotograferet i deres 7 år lange forlovelsestid, og de er i 20'erne begge to.

Ferie og en særlig kost

Køer
Jeg har læst, at der netop er udkommet en kogebog bygget over den kost, munkene på den græske halvø Athos spiser. Det særlige ved den er, at den næsten ikke indeholder kød, men masser af fibre, og munkene rammes stort set aldrig af kræft, selv om de både ryger og drikker. Deres kost indeholde hver dag friske grøntsager og frugt, og fisk spiser de også. Kogebogen er skrevet af læge Stig Ekkert, som fortæller, at munkene lever stort set ligesom os, både med stress og dårlige tobaks- og alkoholvaner.

Det fik mig til at tænke på min mor, som besluttede sig for at blive vegetar som ganske ung. Da hun uddannede sig til husholdningslærer var hun engang sammen med sit hold på besøg i Kødbyen i København. Der så de, hvordan man dengang aflivede køer ved at slå dem for panden. Min mor fortalte senere, at oplevelsen fik hende til at love sig selv aldrig mere at spise kød - og det gennemførte hun. Men min mor slap dog ikke for at blive ramt af kræft og døde for 11 år siden. Alligevel synes jeg, det er interessant, hvis de græske munke på Athos aldrig får kræft, fordi de ikke spiser kød.

Jeg nyder tanken om at have ferie nu. Og om lidt, når jeg har spist morgenmad, vil jeg gå mig en tur og se, om alle bladene er faldet af træerne.

Rigtig god lørdag!

fredag, november 06, 2009

ABC i ord og billeder: Gambia

Gambia
I dag er vi kommet til G i Petunias ABC i ord og billeder. For en del år siden var jeg i Gambia, og det var en stor oplevelse, som jeg aldrig vil glemme. Jeg kendte kun Afrika fra geografitimerne i skolen og var på en af de første charterrejser til Bathurst, der nu hedder Banjul. Stærkest i erindringen står den ubegribelige fattigdom. Unge kvinder og børn slæbte rundt på både babyer og større børn, alle tiggede, unge som gamle, og det var ikke muligt at gå i fred uden at blive spurgt, om man ville tage en person med til Danmark og hjælpe dem i gang her i vores rige land.

Kontrasterne var store - unge, smukke mennesker, der så ud til at hvile i sig selv, og tandløse, midaldrende i kæmpe frakker og huer i 45 graders fugtig varme. Al trafik foregik til fods, også selv om det var enorme afstande, der skulle tilbagelægges.

Overalt så man smukt kunsthåndværk og tøj. Jeg har stadig en batiknederdel, jeg syede af et stykke stof købt på et marked. Jeg brænder ikke for at komme til Gambia igen, men rejsen vil altid være en påmindelse om, hvor forskellige vilkår vi har, alt efter hvor vi tilfældigvis kommer til verden.

Billedet lige herunder er en butik, der sælger bl.a. lommetørklæder og skeer.

Her kan du se, hvad andre har fundet på og selv melde dig til.

Gambia_1

Gambia_3

Gambia

torsdag, november 05, 2009

Panikken breder sig

Nu er der sedler alle vegne på jobbet om, at man skal huske at vaske sine hænder. Influenzaepidemien vil sprede sig som en steppebrand i et stort mediehus med masser af døre, elevatorknapper og rullende trapper.

Spørgsmålet er bare, om det overhovedet kan forhindres - jeg har min tvivl.

En novembergave

Krus
Denne eventyrlige kop er fra Iittala - jeg har set den i Spars blad Kulør og får lyst til straks at forære mig selv en lille novembergave ...