onsdag, september 24, 2008

I et fly mellem skyerne

I dag havde vi en oplevelse lidt ud over det sædvanlige. Her i huset sætter vi ikke vores ben i banken, hvis vi kan blive fri, men EU har gennemført nogle regler, der nødvendiggjorde et besøg.

Vi blev vist ind i et mødelokale af vores bankrådgiver, der bad os tage plads på den anden side af - en flyvinge! Stolene var noget, der mindede stærkt om flysæder. Og hvad var der så malet på væggen, tror du? Skyer, hvad ellers. Mødelokalet hed Rejsen. Jeg må være af en anden tidsalder, for jeg måbede og synes, at sådan noget fjant ikke hører hjemme i en bank. Vi fik også en farvestrålende papkasse med hjem med tre stykker papir om det, vi havde talt om - plus et brev fodbadesalt ('Vi plejer dine penge, mens du plejer dig selv').

Er det mig, der er sippet?

Monsieur syntes åbenbart om konceptet. I hvert fald sidder han lige nu med fødderne i vand ...