mandag, juni 30, 2008

Paradis

Den spanske blomst
Sidste sommer fik jeg en stikling af en sjov, lilla plante. Min moster flyttede hjem til Danmark fra Spanien og kendte min hang til at få noget ud af en stikling. Nu står planten fin i min entré med kønne lyslilla blomster. Er der nogen, der ved, hvad plantens navn er?

Ellers er det ret godt at have ferie. Sådan at lade dagene flyde med, hvad der nu kommer, og ikke at behøve at stå op klokken 4.45 om morgenen - nu ligger jeg og snuer til hen ad 8.

I dag er Monsieur begyndt på at gøre huset klar til træbeskyttelse (huer ham ikke, men han gør det), alt spindelvæv er vasket ned og buske omkring huset beskåret.

I min zoologiske have uden for er der i øjeblikket tre dompapbørn. De er brune og grålige som hunnerne, men uden den sorte kalot på hovedet. I dag har jeg måttet løbe ud og hjælpe solsorteforældrene adskillige gange, når de følte, at den lille løve blev for truende. Heldigvis lagde Sofus sig ned hver gang som et lille lam og lod sig bære ind igen. Et lam i ulveklæder ...

Hovedet på blokken

Madames huskeblok
Nu vi snakkede om lister forleden dag, har jeg en blyant og en blok ved siden af min seng. Når jeg er i tilstanden lige mellem søvn og at være vågen, får jeg så mange ideer. Det er lige fra en ny blogpost til omsyning af noget tøj til noget, jeg vil huske at sige eller at købe. Der er ingen ende på, hvad der sker i hovedet, når man er sådan ’flydende’ i sindet.

Da jeg var i 20’erne, var der en nat, hvor jeg pludselig så en nederdel for mig, jeg ville sy. Og det var den nat, der fik mig til altid at have en blyant og blok ved sengen.

søndag, juni 29, 2008

Blogtræf update

Nille er en ombejlet dame, og vi står i kø for at møde hende lørdag den 12/7 16.15 i Hillerød. Jens har opdaget, at den runde café på Torvet lukker allerede klokken 17, så vi ses på La Belle Vie, som også ligger på Torvet.

Som det ser ud lige nu, bliver vi Nille, Andrea, Jens, Sister Bonde, Donald, Valdemarsro, mig og Anne mandagspige, der har fået arrangeret at kunne komme også.

Storvildtjægeren slår til

Vandspejl
I går aftes lød der pludselig en forfærdelig ophidset larm fra solsortene ude i haven. Jeg havde lige set Sofus luske ud af døren med en glorie om hovedet af uskyldighed på vej mod det tætte buskads ved carporten. Og da var det, at larmen satte ind og solsortene fløj lavt hen over ham for at aflede ham fra at nå sit mål i det tætte krat. Jeg løb alt hvad remmer og tøj kunne holde ud for at kalde på ham og få ham ind igen.

Solsortene har kluntede unger i øjeblikket, der gemmer sig på jorden. Og de er et let offer for en kat, der kommer snigende. De voksne fugle kan blive ved med at flyve rundt over hovedet på jægeren i en halv time, og nogle gange som om de er kommet til skade, for at aflede katten. Heldigvis satte Sofus sig villigt ned og lod sig bære med ind i huset, hvor alle døre blev lukket.

Billedet er Harry Opstrups fortjeneste.

lørdag, juni 28, 2008

Kun for sjov

Kalven Feerdinand
Kom til at tænke på, at når vi siger, at vi ‘kun’ gør noget for sjovs skyld, taler vi om sjov på en affærdigende måde, som om det ikke er vigtigt. Vi har en tendens til at vurdere arbejde og alvor højt og glemmer, at det er lige så vigtigt at le og more os. Ironisk nok, for vi kender jo alle sammen den følelse af eufori, der melder sig efter en sund latter. Latteren får os til at slappe af og gør os mere åbne og mildere stemt over for andre mennesker. Hvis vi er heldige, sætter vi en kædereaktion i gang. Dem, vi smiler til på vores vej, løsner også op og giver den gode stemning videre. Smilet er et magtfuldt instrument!

Vi ved også, at latter er den bedste medicin, og vi har den hele tiden inden for rækkevidde. Det er bare at tænke på en sjov episode eller skabe en ny selv. Og vi forhøjer virkningen af medicinen, når vi deler den med andre. Hvis vi er heldige, gør de gengæld og fylder vores eget lager op.

Jo, det er vigtigt at give sig tid til eftertanke, og vi skal ikke glemme alvoren. Men der skal være balance. En god blanding giver en let gang på jorden.

Ses vi?

Moi
Det er sikkert almindeligt kendt, at Nille kommer til Danmark snart, og vi har arrangeret et blogtræf i Hillerød den 12/7.

Og, Nille, her er én af dem, du skal kigge efter.

Ung kunstner

Bloggeren som ung kunstner
Dagen i dag har været helliget familien, og vi har spist en hyggelig frokost med min far. Han er næsten 86 og bor stadig i mit barndomshjem, nu alene efter min mors død. I hans gemmer kan man finde de mest utrolige ting, fx en masse børnetegninger, som min bror og jeg har frembragt for et par menneskealdre siden. Jeg har fået en stor stak i dag, og det er jo lidt sjovt at blade i sin barndoms ubehjælpsomme kunstværker. Som det ses, var det vist en udmærket idé, at det var lyd, jeg slog mig på, og ikke tegnekunst.

Har dine forældre også gemt dine kunstneriske udfoldelser fra småbørnsalderen?

God lørdag til jer alle derude

Roerækker
Jeg får besøg i dag, så jeg er først tilbage ved computeren i aften. Dagen er helliget madlavning indtil gæsterne kommer. Jeg skal iføres én af mine nyindkøbte, smukke gevandter fra Røde Kors’ genbrug. Der ligger en dejlig, stor genbrugsbutik i Allerød, som jeg frekventerer i ny og næ, og i går blev det til både en smart skjorte, en pink overdel, en junglefarvet top, en fin bluse og en t-shirt, og det hele for bare 150 kr.

Vi ses senere på dagen. Rigtig god lørdag!

fredag, juni 27, 2008

Det årlige mareridt

Miss Mis på skød
Den dekorative missefrøken - og Sofus - har lige været til den årlige vaccination hos dyrlægen. Og det var hverken sjovt for folk eller fæ. De sidstnævnt måtte jo spærres inde siden i går aftes, så vi vidste, at de var hjemme, da vi skulle køre. En del af natten og hele morgenen har været én lang jamren over deres skæbne og over, at de dumme mennesker ikke forstod, at man ville ud.

Jeg ved ikke, hvem det har gjort mest ondt på, men nu sidder jeg her med en spindende Miss Mis på skødet. Og så fortæller vi ikke til nogen, at Sofus var så bange, at han satte våde missepoter på dyrlægens bord og tissede i transportkassen af bare skræk.

Massakre på grøftekanter

Valmuer
I går blev der klippet vejkanter og grøftekanter her i nabolaget. Om jeg begriber, hvorfor man gør det. Det ligner jo, jeg ved ikke hvad bagefter. Hvorfor skal to meter vejkant ligge som brune stubbe, når der kunne stå klokkeblomster, valmuer og kornblomster i stedet for?

Det undrer mg også, at jeg har set så få dræbersnegle og myg i år - stort set ingen. De venter nok på mere regn.

torsdag, juni 26, 2008

Listemageri

Ved vejen
Da jeg var barn, var det en sjov leg at sidde i vejkanten og skrive bilernes nummerplader af. Jeg kan egentlig ikke huske, hvorfor vi gjorde det, for nu virker det lidt meningsløst. Men vi hyggede os ganske gevaldig ved at sidde der i timevis med en blok og en blyant, mens vi snakkede. Og jeg kan huske en lidt senere periode, hvor vi lyttede til popmusik og havde samme hang til at skrive ned, hvad vi hørte på lange lister.

Nu skriver jeg kun indkøbslister og to do-lister.

Hvordan har du det med lister?

Hækkeløb

Vi bor meget tæt på en togbane, men det underlige er, at jeg hører aldrig toget – kun hvis gæster fortæller mig, at det kører forbi.

I dag skal jeg klippe hækken. Jeg skal altid tage mig lidt sammen, for den er 30 meter og har jo to sider – så 60 meter i alt. Jeg klipper med en gammeldags hækkesaks, selv om jeg har prøvet en elektrisk – det brød jeg mig bestemt ikke om, jeg blev næsten lam i armene af at holde den.

Jeg kan jo kigge på sidste års resultat og så forhåbentlig høre startskuddet:

Min hæk

onsdag, juni 25, 2008

Besøg af en globetrotter

Vi har haft besøg af jordomrejsefætter hele eftermiddagen. Det har været virkelig hyggeligt - han er i Danmark i øjeblikket, mens hans sejlbåd ligger i havnen i Havana. Han venter på, at hans cubanske kæreste kommer hertil, men det er en kamp med myndigheder om papirer - et bureaukrati, der får hårene på hovedet til at rejse sig, hvis man ikke kender nogen i systemet. Og hvad det ene system ikke giver af udfordringer, giver det andet.

Vi har set de dejligste billeder på hans computer af Havana, gadeliv, fuldstændig faldefærdige huse, hvor altanerne er holdt fast med stilladser rundt om husene, markeder, forretninger, almindelige menneskers stuer, bilerne fra 1950'erne o.s.v. En geografiundervisning i billeder og fortælling, der gjorde stort indtryk. Jeg ville aldrig bytte og bo på Cuba, hvor boligerne er så usle, hvor man næsten intet tjener, selv om man er tandlæge, internet er ukendt for almindelige mennesker og en del af basisfødevarerne er rationerede.

Jeg vil ikke bo på Cuba (om jeg fik muligheden), i Sydspanien eller i Sydfrankrig. Selv om vi har en mørk årstid i Danmark i nogle måneder om året, er det her, jeg vil bo, også når jeg bliver gammel. Jeg vil være, hvor mine venner og familie bor - midt i den danske natur med lyse nætter og bøgeskove. Og hvis fætters kæreste kan omplantes hertil, vil jeg med spænding være vidne til hendes akklimatisering til vores breddegrader.

Forskellen på kvinder og mænd

Bibeskæftigelse
Jeg har tit undret mig over den store forskel på blogge skrevet af mænd og kvinder. Som jeg oplever det, er kvindeblogge langt mere orienteret om følelser og fællesskab - og mænd skriver mere humoristisk og ofte om politik, IT og tekniske emner.

Generaliserer jeg?

tirsdag, juni 24, 2008

Værtindegaven

Sankthansaften ved Liseleje strand 2008
Kender du det, man skal besøge dejlige venner og have en værtindegave med – og man er bare totalt tom i hovedet for ideer. Den nemme løsning er jo en buket blomster, som selvfølgelig altid er fin.

Men øh, er der nogen der kan give mig en idé til på søndag og på tirsdag?

Søgeord

Når jeg ser på min statistik, kan jeg se, at især to søgekriterier tiltrækker nye besøgende på min blog. Det er en opskrift på speltboller og billedet Kunstnerfest på Skagen, som åbenbart er noget, mange gerne vil vide mere om.

Vi er jo alle ude for, at en del af vores besøgende havner helt tilfældigt på vores blog efter en søgning på Google. Det kunne måske friste svage blogejere til at skrive en masse frække ord, der tiltrækker husarerne.

Har du lagt mærke til, hvad det især er for ord, der trækker trafik over til dig?

Skæve eksistenser

Her - som i alle andre byer - har vi en håndfuld særlinge. Jeg ser ofte to kvinder, der går rundt i frakke med en stor hætte oppe om ørerne både sommer og vinter. De ønsker tydeligvis ikke at blive set, men opnår det stik modsatte. Den ene har store bylder i ansigtet, og det forklarer måske trangen til at gemme sig. Den anden er psykisk syg, tror jeg.

Engang var der også sort mand, der altid var meget beruset og ravede rundt tidligt og sent og råbte ad folk, men ikke gjorde nogen skade. Jeg har læst, at han nu er død.

I årevis mødte jeg en høj, tynd kvinde, der absolut ikke gjorde noget for at være usynlig, men tværtimod var klædt i de mest opsigtsvækkende gevandter. Hun vandrede rundt i gaderne hver eneste dag, men nu har jeg ikke set hende i nogle måneder. Måske er hun flyttet - eller død.

Særlinge har eksisteret til alle tider, men jeg har en fornemmelse af, at der er flere psykisk syge, der må klare sig selv.

Vor tids hekse?

mandag, juni 23, 2008

Flåtbid

Jeg er lige kommet hjem fra lægen, der nu siger, at mine ’landkort’ er et flåtbid. Gys, vi har jo alle læst om borreliainfektion.

Nu er jeg i gang med en stærk penicillinkur i 10 dage. Landkortet bare voksede og voksede …

Sankthans

Sankthansaften ved Liseleje strand
I aften er det sankthansaften. Og jeg skal til stranden og se bål og fyrværkeri. Det har været en tradition, siden jeg var barn. Dengang gik hele familien hen til Furesøparken, når tusmørket faldt på. Der var kæmpe bål og masser af musik.

Wikipedia fortæller blandt andet om sankthans:
Dagen fejres i mange nordeuropæiske lande, også i lande som England, Irland, Rusland og Frankrig dyrkes traditionen. Dagen fejres dog stadig mest i de nordiske og baltiske lande, hvor den karakteristiske lyse nordiske nat giver de optimale betingelser for en smuk aftenoplevelse.

Ligesom juleaften menes sankthansaften også at stamme fra nordeuropæiske, hedenske skikke, hvor årets korteste dag, vintersolhverv, og årets længste dag, sommersolhverv, blev fejret. Sankthans mentes at have været den vigtigste af midsommerens fester i Norden, med spil, dans og drikke.

I aften skal vi spise sammen med gode venner, inden vi går ned på Liseleje strand og ser på bål og fyrværkeri.

Hvordan skal du fejre sankthans?

søndag, juni 22, 2008

Tid ved husalteret

Alice Babs
Jeg har lige set en portrætudsendelse om Alice Babs på DR2. Selv om man godt kan se, at hun er oppe i 80’erne er hun stadig dejlig at se på med langt hår og hestehale. Øjnene og smilet er det samme.

Alice Babs er på alder med mine forældre, og meget af musikken kan jeg huske fra mit barndomshjem. Man bliver jo ganske grebet om hjertet, for hun sang enestående dejligt. Hun har optrådt med alle de store jazznavne i løbet af sin lange karriere, og der var nogle fantastiske optagelser med Duke Ellingtons orkester.

Ude på foderbrættet sidder Hans Peter Skovskade, sjaskvåd, fordi det regner.

Jeg tror, jeg sover godt i nat, for det blev ærlig talt ikke til meget søvn i nat.

Ren magi

Jordbær af egen avl
Det blev en helt forrygende klassefest!

På årets længste dag havde jeg igen den glæde at møde en masse klassekammerater, der havde lyst til at dele fortid og nutid med mig. Vi har snakket, grinet, spist og drukket til over midnat. Heldigvis var jeg så heldig at blive hentet, for ellers ved jeg ikke hvor jeg havnet med de offentlige transportmidler. Jeg har taget en masse billeder, som jeg nu vil uploade til vores fælles site på nettet.

Solhverv kunne ikke have været fejret bedre, det var ren magi.

lørdag, juni 21, 2008

God lørdag til jer alle

I dag er der klassefest, og derfor er jeg først ved bloggen igen søndag – helt sikkert en god oplevelse rigere.

Jeg skal til stor frokost og fest med nogle af dem, jeg har gået i skole med siden 5. klasse. Jeg glæder mig til at se mine klassekammerater igen og udveksle oplevelser. Det har været meget spændende hver gang at høre om, hvad de har oplevet siden sidst - rejser, børn, flytninger, nye job, drømme, glæder - og ikke mindst historier fra vores skoletid. For eksempel den om, hvordan en oversættelse af en latinsk tekst var så langt fra det korrekte, at læreren spurgte, om det var nu, indianerne kom ind i den anden puniske krig ...

Hver gang vi ses er der kommet spændende invitationer til besøg, sidst i Dubai og denne gang i Sverige.

Vi ses i morgen! Ha' en rigtig dejlig lørdag.

fredag, juni 20, 2008

En snedig rad

De uretfærdiges søvn
Sofus har regnet den godt ud: man kan komme ud når som helst, bare man skraber på ruden i havedøren. Og vågner personalet ikke straks, så kan man jo larme lidt, mens man skraber – så vågner de helt sikkert!

Denne måde at vække opmærksomhed på er han den eneste kat her i huset, der har udtænkt. Og det virker - både klokken 1 og klokken 3 og klokken …

Og hvis man så er rigtig snedig, så skraber man, hvorefter man løber ud i køkkenet og sætter sig foran madskålen! Det forstår de tobenede jo nok!

Og ja, det gør de …

To gode oplevelser

Jasmin
Vores jasminbusk er sprunget ud, og er den blomst ikke bare dejlig? Det ser ud som om, den er malet med vandfarve.

Jeg har været på biblioteket og lånt et par bøger mere. Og allerede efter at have læst 20 sider af Majbritte Ulrikkeholms erindringsroman Tilbage til jorden, vil jeg varmt anbefale den. Hun er en meget sansende kvinde, der med stor naturlighed er hjemmevant blandt talende huse, fortryllende skove, stjerner, shamaner - og også de døde.

torsdag, juni 19, 2008

Med en eventyrer i huset

Det er ikke småting, man oplever, hvis man har en dreng i huset. Da min søn var 12-14 år, kunne man være heldig at høre fuglesang i hele vores hus. Han havde nemlig en svaghed for tilskadekomne fugleunger, som han tog til sig og opfostrede. Fire gange har vi haft sådan en lille fugleunge boende, der skulle mades mange gange i døgnet.

En overgang var det en musvitunge, der boede på sønnikes værelse, og den blev fordret med bittesmå fisk fra en nærliggende sø, fisk som stod i et kar på værelset - og som sikkert også skulle fodres. Jeg kan huske den dejligste sang fra netop denne musvit, som svarede med sang, når man fløjtede. Den var fuldstændig tam, og vi kunne gå rundt med den siddende i håret og på skulderen. En overgang var det en stor solsorteunge, han tog sig af - den var kommet til skade og kunne ikke flyve, men den blev lige så tam. Vi spillede en cd for den med solsortesang, så den kunne lære sit sprog, mens den sad fuldstændig stille og lyttede.

Jeg mindes denne tid og de skøre eksperimenter med stor glæde - det var ikke noget, jeg selv havde gjort som barn. Der var mere eventyrer i mit afkom.

Haveglæder

Korn og blomster
Jeg har lige set en ræv gå gennem haven - til min store glæde, for der har ikke været ræve her i et par år. Så vidt jeg ved, er det på grund af ræveskab, der nærmest har lagt Nordsjælland øde for ræve i lang tid.

Den sidste ræv, vi havde, fandt sin overmand i form af Miss Mis. Jeg har set hende jagte ræven i fuld fart ned ad vores vej. Det var et sjovt syn, fordi ræven jo var meget større end hende.

Til gengæld har vi netop fundet et dødt egern ude i indkørslen. Og det er jeg meget ked af – jeg kan godt gætte, hvem overmanden var …

onsdag, juni 18, 2008

Man kan vel fare vild

Miss Mis på stol
Billedet her er taget først på aftenen, og jeg er fuldstændig euforisk af glæde - alle jeres gode tanker har båret frugt!

Klokken 18.55 sad jeg 60 kilometer væk og forsøgte at være til stede ved en bedre middag, da telefonen ringede. Det var Monsieur, der kunne fortælle, at Miss Miss var trådt ind ad den åbentstående havedør for fem minutter siden. Uskadt, uden at have tabt sig så meget som et gram, men med et stor tæge på hagen og meget snakkende. Monsieur var så forfængelig at fortolke det som gensynsglæde.

Hun har snakket og mjavet og gurglet hele aftenen, har jeg fået at vide, og hun har vandret fra det ene gammelkendte stolesæde til den andet og med 10-minutters intervaller lagt sig på skødet af Monsieur og kroet og snoet sig.

Kort sagt: Farmers forudsigelser ud fra aftenteen og fuldmånens genskin i gadekæret holdt stik. Miss Mis er tilbage efter 6 døgn, tægen er fjernet, og hun skulle bare vide, hvor mange tanker og bekymringer hun har været årsag til.

Jeg ville ønske, hun havde taget kameraet med.

Og mig? Jeg tror, jeg sover som en sten, når jeg først er faldet ned.

Tak for jeres medleven, alle sammen - og godnat!

Fornyet håb

Endnu flere valmuer
Tusind tak for alle jeres dejlige kommentarer, som har givet mig et fornyet håb!

I formiddags gik vi en tur på et par timer i omegnen for at dele efterlysninger ud af Miss Mis. Vi har printet billeder ud af hende med alle relevante oplysninger og lagt i samtlige postkasser, hvor den clairvoyante mener, Miss Mis er faret vild. Alle butikkerne i nærheden har fået en tilsvarende efterlysning på deres opslagstavler, og vi har indrykket en efterlysning i lokalavisen, der udkommer på tirsdag.

Farmer, jeg står klar med fiskefrikadellen, og ellers ved jeg, at du er leveringsdygtig i nye småpus.

Der bliver lidt stille herfra resten af dagen. Jeg skal være sammen med to af mine bedste veninder.

tirsdag, juni 17, 2008

Dårlige nyheder

I min kvide har jeg her til aften henvendt mig til en clairvoyant for at høre, hvor Miss Mis er henne. Og jeg har fået en varm mail tilbage, der desværre fortæller, at hun nok er ’gået over’ på den anden side, at hun formentlig ikke lever mere. Hun var kommet for langt væk i sydvestlig retning.

Vi er netop kommet hjem fra 1½ times eftersøgning til fods. Jeg er frygtelig ked af det – det var den bedste kat, jeg har haft, klog, kælen, mor til tre og meget snakkesalig.

Jeg har mistet mange katte før hende, og hver gang lægger sorgen sig oven i de forrige. Jeg tror ikke, jeg er mange sure sild værd i morgen.

At sanse som børn

Jeg er havren
Kan du høre Thomas Windings stemme inde i hovedet? Og holdt du også op med at tegne, da du var 14 år?

Jeg hørte en udsendelse i sidste uge, hvor Thomas Winding fortæller om at tegne. Mennesket er fyldt med billeder, siger han, det gælder bare om at lokke dem frem. Og det har Thomas Winding forsøgt at få os til i en bog, der hedder 'Den lige vej fra prinsessekjole til malerkunst' (Thaning & Appel, 1993). Han vil have os til at lære nogle lege og give os ideer og inspiration til at tegne og male og åbne for vores indre billeder. Husker vi at egentlig at sanse, som vi gjorde som børn ...

Husker du stadig at tegne, eller gav du op som ung, lige som jeg gjorde?

Valmuer

Valmuefryd
Der er stadig valmuer i vores have, selv om de synger på sidste vers. Jeg elsker den intense, orange farve!

Nu vil jeg cykle til lægen for at få hende til at kigge på et flåtbid - jeg er ikke helt tryg ved, at der er et rødt 'landkort' rundt omkring.

mandag, juni 16, 2008

Manifestation af forsvunden kat

Toni har et meget tankevækkende indlæg om Manifestation af en forsvunden kat. Det handler om, at vi tiltrækker det, vi selv sender ud. Og derfor er det så vigtigt ikke at tænke negative tanker.

Miss Mis
Jeg tænker, at Miss Mis er ude på et lille sommereventyr, og at hun snart kommer hjem og lægger sig her på havebænken.

Fodtur over markerne

Himmel og mark
Klokken otte i morges gik vi en dejlig lang tur. Vi skulle noget så prosaisk som at aflevere bilen til undervognsbehandling, men til gengæld fik vi den mest poetiske gåtur hjem igen med regnbue, sol og sorte skyer samtidig. Et helt specielt flot sceneri!

Regnbue
Jeg var desværre ikke hurtig nok med kameraet i går aftes, da der pludselig løb en grævling tværs over græsplænen. Det var ved at blive mørkt, og det er netop på det tidspunkt, man kan være heldig at se dem. Vi havde også grævlingebesøg for et par år siden. Dengang var det en mor og hendes unge, der kom og drak af et af fuglebadekarrene.

Lige nu er jeg ved at undesøge, hvordan jeg kan efterlyse Miss Mis.

søndag, juni 15, 2008

Sommersøndag

Mig og 'mine' får
Vi har haft dejligt besøg af gode venner. Efter frokost gik vi en tur og sagde goddag til fårene på gravhøjene. Og ja, de havde vand - ellers var der også blevet ballade med mig!

Fårene spurtede hen til mig, og jeg har en (romantisk?) anelse om, at de kan huske, at jeg kom cyklende med vand til dem, da de ikke havde noget.

Nu er opvasken klaret. Den fyldte det meste af vores tomandskøkken uden opvaskemaskine. Opvask er perfekt til debriefing.

Miss Mis er stadig ikke kommet hjem, men Irene i Norge fortæller, at hendes Missefrøken har været væk i 8 dage! Så der er stadig håb.

Miss Mis hvor er du?

Glastag i regnvejr
I går fik vi en kærkommen skylle fra oven, men det battede ikke rigtig. Sådan ser det ud inde fra entreen, når man kigger op på glastaget i regnvejr. Haven er frygtelig tør og mangler i den grad vand, men jeg vander kun, hvad der står i potter.

Hvad meget værre er - Miss Mis har ikke været hjemme i tre døgn nu, og vi er ikke mange sure sild værd. Vi har prøvet det før, men aldrig så længe. Vi kan ikke klare at miste endnu en kat. I det forløbne års tid har vi mistet to. Gamle Jas kom pludselig ikke hjem mere, og han er nok desværre død af alderdom. Sidste forår mistede vi vores unge han på knapt tre år. Han døde af kræft.

Vi telepaterer til Miss Mis hele tiden, men endnu har hun ikke svaret. Vi håber og håber ...

lørdag, juni 14, 2008

At kæmpe mod vindmøller

Vælg dine kampe med omhu, er der et bonmot, der siger. Og det skal jeg ellers love for, at jeg er blevet mindet om da vi købte vi en Mac for nogle måneder siden. Den har stadig ikke en mus, der virker.

Da den autoriserede Mac-mus pludselig nægtede at scrolle, reklamerede vi selvfølgelig med det samme dér, hvor den var købt, i den tro, at vi selvfølgelig ville få en ny mus lige på stedet. Men nej, den defekte mus skulle sendes til reparation. Vi protesterede, men 'desværre, sådan er reglerne'. Og endelig i dag, halvanden måned efter, at musen blev indleveret til reparation, kom der efter megen palaver en pakke med posten ('Vi tager betaling for forsendelsen'). Og gæt engang, hvad sidder vi med nu.

En helt ny mus - der heller ikke virker.

Hos os står det skrevet med runer – køb aldrig, aldrig en Mac - den 'service', der følger med, er simpelt hen under al kritik. Nu gider vi ikke mere og har slået os til tåls med vores reservemus.

Euforisk ...

Kanalen i Frederiksværk
Du kender sikkert følelsen, tre uger plus en weekend, altså 23 dage, ligger ubrugte foran én som en ferie næsten uden ende - lige som følelsen, da man var barn, og syv ugers sommerferie netop var begyndt. Det var en euforisk oplevelse. Sådan sidder jeg nu og glæder mig over at skulle fylde oplevelser på min ferie. Der er fyldt op i forrådskamrene, og bladet Grøn hverdag kom med hjem fra helsekosten. I morgen kommer gode venner på besøg til frokost.

På den sædvanlige lørdagsfouragering, faldt jeg over disse smukke motiver fra min omegn i Frederiksværk. Jeg kunne ikke stå for den kønne kanal i midten af byen og for den smukke himmel over marken.

Vejen til Torup

fredag, juni 13, 2008

Tivoli

Tivoli
Også denne gang var det et meget, meget hyggeligt bloggertræf!

Vi mødtes i Tivoli, på Søcafeen, under en blågrå himmel med lurende regn - Anne mandagspige, Mariannes mening, Kagekonen, Lotte, Donald og mig og arrangørerne Andrea og Sifka. De to havde heldigvis været så snedige at vælge et sted med overdækkede udendørs borde, så vi var helgarderede, og det blev regnvejr!

Men pyt, gensynsglæden kompenserede rigeligt for det mellemfornøjede vejr. Snakken gik, som om vi lige havde rejst os fra sidste træf, og små gaver blev udvekslet efter, at den værste tørst var stillet. Her, hvor det var tredje gang, vi mødtes, kender vi ligesom hinanden, og der blev taget billeder, men ikke til blogbrug!

Tivoli og gammeldags smørrebrød passer godt sammen. Og hvorfor ikke gå linen ud og tage kaffen og flødeskumskagerne på Konditoriet bagefter. Så det gjorde vi - indenfor i varme og tørvejr. Men jeg, der har været oppe siden 04.45, kunne ikke mere ved ottetiden.

Jeg glæder mig allerede til næste bloggertræf.

Tre ugers sommerferie

Vild rose
I dag begynder tre ugers sommerferie, som jeg glæder mig meget til. Det har været et turbulent år rent arbejdsmæssigt med nedskæringer og farvel til mange dejlige kolleger. Den slags skal bundfælde sig, og det har det knapt nok gjort endnu.

Ferien skydes på bedste vis i gang i eftermiddag med et bloggertræf i Tivoli. Hvis du skulle have lyst til at kigge forbi, kan du læse mere om, hvor det foregår hos Andrea Husejer.

Jeg er ved at læse Elizabeth Gilberts underholdende roman Spis, bed, elsk. Det er beretningen om en kvinde, der efter en skilsmisse skiller sig af med alle sine ejendele og rejser til Italien, Indien og Indonesien for at finde ud af sine mål og drømme i livet. Elizabeth Gilbert er en populær amerikansk skribent på magasinet GQ. Hun har tidligere udgivet The Last American Man, som var nomineret til en National Book Award.

torsdag, juni 12, 2008

Skovbrand i Norge

Frøken Meg i Sydnorge har et gribende indlæg på sin blog om skovbranden i Sydøstnorge. Det er rigtig slemt, lige nu ligger mange fugle på deres reder, og forældrene vægrer sig mod at flyve fra dem. De større dyr løber nok. Skaderne efter branden vil vare i 100 år, og floraen vil bliver en helt anden fremover. Det fortæller frøken Meg blandt andet.

Hos DMI kan man læse, at i snart to døgn har en stor skovbrand hærget omkring Mykland i det sydøstlige Norge. Ilden blev opdaget tirsdag morgen, og det brænder stadig. Ifølge norske eksperter er der tale om den største skovbrand i landet siden 2. verdenskrig.

For fugleinteresserede

For dem der er interesserede i fugle, vil jeg gerne anbefale Dansk Ornitologisk Forenings hjemmeside. Den er spækket med interessante oplysninger om fugle og deres udbredelse, og man kan høre fuglenes stemmer. Der er også temaer - om havens fugle, truede arter, hvordan man bygger fuglekasser og en masse andet spændende.

Fuglepigerne har også et flot site og bl.a. et galleri med mulighed for at høre alle fuglestemmerne.

Rullende menu

Jordbær med fløde
Jeg gætter på, at en af de mest udbredte menuer er den, der hedder 'rullende menu'. Det vil sige, at de rester, der er tilbage efter et måltid, genopstår i en eller anden form dagen efter.

Lige netop disse jordbær rullede nu alle lige ned i maven.

Bruger du også den kendte ret 'rullende menu'?

onsdag, juni 11, 2008

Et syn for guder

I den sidste time har jeg haft besøg på foderbrættet af hr. spætte og hans unge. Man kan kende dem ved, at den voksne han har en rød plet i nakken, mens ungen har en stor, rød plet i panden.

Det er et syn for guder at se faren fodre ungen, der kluntet følger ham overalt. På foderbrættet ligger der solsikkefrø og knuste mejsekugler. Man skulle egentlig tro, at der er rigelig med mad i naturen netop nu, men alle fuglene flokkes om de tre foderbrætter og mejsekuglerne, der hænger ned fra grenene i en snor. De seks badekar er også i brug uafbrudt og skal helst fyldes op med vand flere gange om dagen.

Lokalaviser og damer med blåt hår

Hhver uge havner Frederiksværk Ugeblad i min postkasse. Det er jeg glad for, og i modsætning til tidligere kan jeg nu vældig godt lide at følge med i, hvad der sker i lokalsamfundet.

’Spejderlejr brændt, hvem savner sort kanin, skildpadde savner ejer og mand druknet i kanalen’. Det er rart at vide, hvad der foregår!

Da jeg var helt ung, mente jeg, at lokalaviser kun var noget for damer med blåt hår, for dengang skulle verden reddes. I mellemtiden er jeg åbenbart selv blevet blåhåret, for nu vil jeg gerne vide, om der er åbnet en ny café, og om kaninen kommer hjem til sin rette ejermand - men sig det for Guds skyld ikke til nogen!

Læser du lokalaviser?

tirsdag, juni 10, 2008

Nyt elefanthus

Jeg er lige kommet hjem og har kastet mig over avisens artikel om det nye elefanthus i Zoologisk Have i København. Hvor jeg dog under dyrene at få et godt sted at være. Og godt ser det ud til at være efter billederne at dømme og journalistens beskrivelse.

Det er den verdenskendte engelske arkitekt Norman Foster og den danske landskabsarkitekt Stig L. Andersson, der har tegnet anlægget. Nu får elefanterne sandkasser og masser af plads at bevæge sig på og svømme i. Arealet er på hele 10.730 kvadratmeter (10 % af havens areal) mod før 2.025. Og publikum får en enestående mulighed for at kigge på dyrene. Det gamle elefanthus, som er fra 1. verdenskrig, skal laves om til restaurant, og mon ikke det er bedre egnet til det?

Elefantflokke er matriarkater, har jeg lige læst. Her er det gamle Ida, der styrer. Jeg skal i Zoo i min ferie, det er helt sikkert.

Nødvendighedsartikler

Møblerne

Vil disse møbler ikke se godt ud i haven?

mandag, juni 09, 2008

Klassefest

Om godt to uger skal jeg samles med min klasse fra skoletiden. Det er fjerde gang, vi samles efter de mere tilfældige fester i vores meget unge dage. Og jeg er tilstrækkelig nysgerrigt anlagt til at synes, at det er lige spændende hver gang.

Jeg har stået for at tromme folk sammen de sidste tre gange - et ikke helt lille job set i lyset af, at det er alle, der har gået i min klasse siden 5. klasse, der bliver kontaktet dvs. 38. Lige nu er seksten tilmeldt, og fire har sagt måske. Sidste gang vi mødtes var for et par år siden, og der var nogle stykker med, vi ikke havde set, siden vi gik ud af skolen. Det var forrygende at se dem igen. Og med alle skolebillederne på bordet og god mad og vin, er det altid spændende, hvad der kommer ud af sådan et træf. Der vil altid være nogle, der finder sammen og føler en samhørighed.

For mig er der kommet flere meget tætte venskaber ud af disse møder.

Sytøj

Mors sytøj
Inde i et skab opbevarer jeg en kurv med sysager. Men det er egentlig ikke mine egne - det er min mors efterladte ting, som hun ikke fik syet færdig.

Min mor var husholdningslærer og vævelærer på Holte Husholdningsskole, som min mormor ejede. I mit barndomshjem havde vi en kæmpe væv, som min mor vævede de smukkeste ting på. Hun vævede både af uld og bomuld - og denne bunke af stoffer skulle laves til et forklæde, mellemlægsservietter og en bakkeserviet. Det er også min mors saks. Der er noget helt særligt ved at bruge den saks, som jeg har set på hele mit liv. Den har været med til at frembringe mine kjoler i barndommen og min mors egne kjoler, bluser og nederdele. Hun havde altid et sytøj i gang, og når hun så tv, sad hun med et hækletøj i hånden og lavede grydelapper eller strikkede tehætter, som blev brugt som værtindegaver. Men hun lyttede mest til radio, og det var altid, mens hun enten syede i hånden, eller symaskinen snurrede.

Om jeg savner hende?

søndag, juni 08, 2008

Udfordring ...

En lille søndagsudfordring fra Nille ...

1. Hvad lavede du for 10 år siden?

Jeg var i færd med at flytte nordpå til det sted, jeg bor nu – ude på landet tæt ved Kattegat og Liseleje. Det har jeg ikke fortrudt, og jeg nyder at have naturen helt tæt på og kunne følge årstiderne. Jeg arbejdede, hvor jeg også gør nu, i en stor medievirksomhed. Min mor var meget syg af brystkræft og døde få måneder efter. Det var et stort tab, og jeg tænker stadig på hende hver dag.

2. Hvilke 5 ting er på to-do-listen i dag?

Det er søndag – jeg har gjort rent og lavet Sister Bondes krydrede postej. Der er nok til i morgen også. Jeg har været på stranden med Monsieur. Jeg tjekker ikke arbejdsmail på en søndag – men den private tjekkes, og jeg skriver med veninder. Og så var der lige bloggen, haha …

3. Disse snacks kan jeg godt lide:

Blandede rissnacks, der heder Orient-mix, men det er nu ikke mange snacks, jeg spiser.

4. Ting jeg gerne ville gøre, hvis jeg var milliardær:

Jeg ville have et kæmpe dyreinternat, hvor jeg sørgede for tilskadekomne dyr. Lidt lige som mine to helte på Nærum Vildtplejestation. Jeg ville redde planeten fra forurening og sætte ænder ud, der var kommet til hægterne på min vildtplejestation.

5. Steder jeg har boet:


Født i på Frederiksberg og vokset op i Virum. Som 18-årig flyttede jeg hjemmefra og købte min første bolig, som var en ejerlejlighed i Lyngby. Jeg har også boet i Ejby ved Glostrup, og i Allerød.

6. Disse 5 vil jeg gerne vide mere om:

Jeg ved ikke, hvem der fået udfordringen, så tag den, alle der har lyst …

Sved på panden

Termometeret viste 29 grader på terrassen, og stranden trak i mig som en magnet. Vi var dovne nok til at tage bilen den korte vej til Liseleje, og tænk engang: vi var ikke de eneste, der havde fået den idé!!! Til gengæld var vi så heldige, at vi fik den sidste parkeringsplads ud af flere hundrede, lige ved isbaren.

Liseleje-isen
Installationen med 10 kugler, flødebolle og hele E-registret kunne vi ikke klare, så det blev kun til to moderate kugler til hver, og med kræmmerhus i hånd gik det til fluepapiret:

Fluepapiret
Der manglede hverken parasoller, klapvogne, termoflasker, bare røve, unge der boltrede sig i bølgerne eller gamle med beige cottoncoat og blød hat. Og så var der os selv, der ikke kunne drive det til andet end at spionere.

Jeg interesserer mig ikke en dyt for biler, men der var godt nok gang i de åbne sports- og andre vogne, og da denne her kom drønende, flåede Monsieur kameraet ud af hånden på mig:

Porsche 1600 Super
Han påstår, at det er en Porsche 1600 Super fra 1959, og det skal da nok passe. Jeg synes bare, det ligner min gamle Folkevogn uden tag i en lidt fladtrykt udgave ...

En god idé

Snerlen
Da jeg skulle finde en gave til en dejlig veninde, der fylder rundt om kort tid, faldt jeg over Bog & Idé og deres Bongo-tilbud. Man kan købe oplevelser, der kan foræres væk - fx Lazy Sunday, hvor modtageren kan vælge mellem 20 oplevelser rundt omkring i landet og tage fx en tur på museum, besøge en af dyreparkerne eller opleve byen fra bagsædet af en rickshaw.

Eller man kan forære en brunch med et glas mousserende vin for to personer på en af 20 caféer rundt omkring i landet. Man kan også vælge en skønhedsbehandling, en weekend i Paris eller helikopterflyvning!

Det er da en fantastisk god idé, og der er mange andre forslag.

lørdag, juni 07, 2008

Små undere

Jeg sidder her i den tidlige aften og nyder et par små undere - en egernunge, der sidder på fuglebrættet og spiser, og de nypudsede tagvinduer i entreen, der lader aftenlyset vælde ind. Alle døre i huset står åbne og fuglene syger, mens Miss Mis nyder udsigten til haven.

Vi har været til sølvbryllupsfest hos gode venner på Odden. Der var dækket op i den hyggelige have, hvor 35 gæster blev budt på græsk buffét. Det har været en dag fyldt med snak, vin, mad, sang og grin.

En oplevelsesrig dag er nu ved at bundfælde sig, mens jeg nyder synet af den lille egernunge og de nypudsede vinduer.

fredag, juni 06, 2008

Weekend

Ahorn

Jeg vil ønske jer alle en rigtig god lørdag.

Min bliver i gode venners lag, og der bliver nok ikke tid til at kigge rundt i blogland.

FairNok

FairNokDa jeg var i Irma forleden dag, tog jeg et af de lækre FairNok-blade med hjem, som udgives af Max Havelaar Danmark, og som jeg tidligere har reklameret for. Det er stadig en fryd at blade i og få ideer, der kan komme vores planet til gode.

Jeg faldt også over et par ting, jeg selv kunne finde på at investere i: økologisk tøj fra Vero Moda og et nyt kosmetikmærke.

Vero Modas nye kollektion af økologisk bomuld vil komme fire gange om året. Både de to toppe og sommerbukserne, der vises i bladet, er lige min smag.

NVEY ECO hedder en ny makeup-serie, som er 100 % økologisk. Den er uden parabener og alt det andet, man bør holde sig fra. Her kan man finde mere information og forhandlere.

FairNok kan læses online her.

Litteraturfestival

I dag begynder Copenhagen Literature Festival 2008 i København, og den varer til og med søndag den 8. juni.

Det er den første store festival i Danmark for moderne litteratur - dansk og udenlandsk skønlitteratur, lyrik, prosa og drama.

I dag kan man bl.a. høre norske Tomas Espedal (og det ville jeg gerne overvære, hvis jeg kunne), Kirsten Hammann, Pia Tafdrup, Ib Michael, Benn Q. Holm, Åsne Seierstad, Siri Hustvedt, Paul Auster, Jens Smærup Sørensen og Helle Helle - men se hele programmet her!

torsdag, juni 05, 2008

Blogtræf næste fredag

Korn

Sifka spørger på sin blog , hvem der har lyst til at være med til blogtræf på næste fredag den 13/6 klokken 15.30 i Tivoli. Kig ind hos hende, hvis det er noget for dig. Sifka bestiller bord, og jeg kan fortælle, at det har været været hyggeligt og spændende de forrige gange, der har været træf.

Al Green Let's Stay Together

Feel good eller?

Jeg havde motorvejen for mig selv. Solen skinnede fra en skyfri himmel, landskabet var perfekt med panoramaudsigt over Arresø, og i højtalerne flød en lind strøm af feel good-stemning med Hans Otto Bisgaards morgenprogram, Dan Turèlls ’Jeg sku’ have været taxachauffør’, ’Blackbird’ med Beatles, Rocasino ...

Det er Grundlovsdag, og de fleste har fri at dømme efter trafikken. Lige nu hører jeg en hjerteskærende arbejdsopgave. I 1951 blev 22 grønlandske børn sendt i familiepleje i Danmark. De kom aldrig tilbage til deres familier i Grønland. Tine Bryld og Erik Valeur lavede i 1998 en udsendelse med de nu voksne grønlændere om den smerte, man påførte disse børn. De mistede deres familie og deres sprog - og jeg er rystet. Jeg kan se, at Tine Bryld har skrevet en bog om hvorfor, de 22 grønlandske børn blev udpeget til at komme til Danmark i familiepleje og senere blev sendt tilbage til et børnehjem i Nuuk med kun dansk som sprog, og om hvad der siden hændte dem. Jeg ved ikke, om jeg tør læse den. Men hvor er det godt, at der findes mennesker som hende.

onsdag, juni 04, 2008

Stokroser og tørke

Ellas stokroser
Sidste år forærede Ella mig nogle frø af sine stokroser, og de små planter er nu klar til udplantning. Men på grund af tørken vil jeg nøjes med at sætte dem i potter en tid endnu, så de er nemmere at vande og flytte rundt med.

Alt i haven sukker efter vand i øjeblikket, og græsset er næsten brunt, men det kommer jo igen. Det var ikke så stor en opgave at luge i dag, som det plejer at være, på grund af vandmanglen, og først på tirsdag spår DMI, at vi får regn her i Nordsjælland. Jeg kan se, at fuglene i denne tid nyder de seks kar med vand til at drikke af og bade i - der er kø hele tiden.

Vi har lige gået vores aftentur i helt let sommertøj, og nu må jeg jo ikke klage, men det er altså varmt. De tynde sommerdyner er lagt på, og alligevel føles nætterne varme.

Hvad er dine tricks til at klare varmen?

Hvem der gik her lige nu ...

Sti ved kanalen

Jordbær er røde

Årets første danske jordbær i dette hus er lige sat til livs. En stor bakke flotte, røde bær, der smagte sødt og nyplukket. Danske og økologiske var de – hvor har jeg savnet dem.

Du kan nok tænke dig til billedet ...

Nattevandring

Huset var varmt i nat efter at solen har stået på i mange dage, så det var svært at sove. Ved totiden var jeg på havevandring i de lyse nætter. Haven er noget særligt om natten, når det er varmt. Der duftede af varm barndomssommer fra fyrretræerne, og hyldebuskene lyste op med deres hvide og næsten selvlysende blomsterknopper. Liljekonvallerne lyste nede ved jorden. De orange havevalmuer trænger sig også på om natten. Hvis jeg vågner, plejer jeg at nøjes med et kig op gennem glastaget i entreen, så har jeg en stor del af havens træer og stjernerne lige derude. Det er et imponerende syn - og rart i koldt vejr, at jeg kan stå trygt inde i varmen og næsten være udenfor samtidig.

tirsdag, juni 03, 2008

Mit nye hus

Mit nye hus

Jeg har vundet et hjemmesyet bæltetaskehus - tusind tak, Anne!

I lørdags havde Anne mandagspige en konkurrence om, hvem af de unge roere på et billede, der var hendes søn Jeppe. Vi var syv, der gættede på, at Jeppe var styrmanden, så derfor måtte datteren Ditte trække lod og finde en vinder mellem Inge, Marianne, Mette, Bambi, Conny, Shabby-Marianne og mig - og jeg blev den heldige vinder.

I postkassen lå i dag denne smukke håndlavede taske. Og hvis I ikke vidste det i forvejen, så kan jeg fortælle, at Anne er et unikum til håndarbejde. Den er lavet af de yndigste stykker stof med broderi og også mønstre i selve stofferne. Ja, jeg mangler ordene for, hvad fagudtrykkene er.

Er den ikke smuk?

Heksekunst

Dannie Druehyld: Heksens håndbogJeg har lige fået fingre i Heksens håndbog, som bliver udgivet igen om et par uger med nyt, lækkert, plasticcoated og præget omslag, 21 år efter at den udkom første gang. Men det gode er jo, at stoffet aldrig bliver forældet, og jeg sidder som på nåle for at få tid til at læse om urter, magi, vindens betydning, kærlighed og glæde:

»Hjulkrone er en mild glædesurt. Indtages den som salat eller te, vil de blå blomster få dig til at se lysere på livet, se fremad og ikke dvæle ved det forgangne.«

De 181 sider er proppet med nyttigt/unyttigt stof alt efter smag, men det er under alle omstændigheder god underholdning, og jeg tør godt love eller advare om, at der kommer flere citater fra bogen inden længe.

Heksens håndbog er skrevet af Danmarks førende heks Dannie Druehyld og udkommer den 20. juni på Høst & Søn - perfekt timet til sankthans.

Fjern ukrudt uden gift

Der er kommet et nyt biologisk ukrudtsmiddel, der ikke skader miljøet. Det hedder VegaNo, og er lavet af kisel og et udtræk af otte urter, blandt andet brændenælder og hvidløg. Det er et par økologiske landmænd, der har fået den gode idé. Man skal ikke sprøjte det på sine prydplanter, men sørger man for at undgå det, har man vidundermidlet, vi har gået og sukket efter - helt uden skadelige virkninger på miljø og grundvand.

Jeg har aldrig brugt gift i min have, men nu kunne jeg tænke mig at bruge midlet mellem fliserne på terrassen, hvor der altid er fyldt med mælkebøtter og græs.

Se forhandlere her.

mandag, juni 02, 2008

Om at gå

Tomas Espedal: GåJeg har netop lånt Tomas Espedals roman Gå eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv. Den har fået smukke ord med på vejen af flere bloggere og var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i 2007. Selv om jeg kun er 20 sider inde i den (og den har bestået halvsidesprøven), er jeg solgt, helt solgt. Monsieur kommer til at høre mig læse op hver morgen på vej til job, til jeg er færdig med bogen.

Espedals sprog er associerende og legende – og meget, meget smukt. Jeg har ikke før læst noget, der bare minder om den – jo måske ’Sofies verden’. Romanen handler om at gå! At gå ind i sig selv, at gå ud i verden, gå i Rimbauds fodspor, at gå på druk og hvad man nu kan gå i og på. Jeg har læst, at han senere i bogen går ind i Paris og Grækenland. Mens han går, fører han samtaler med filosoffer og digtere som Rousseau, Wordsworth, Hölderlin, Baudelaire, Kierkegaard og Nietzsche.

Bogen er skrivekunst parret med stor lærdom, som norske Aftenposten skrev. Tomas Espedal er født i 1961.

Lån den …

Bare et tilfælde?

Toni skrev forleden dag om sin visualiseringsdagbog. Ideen røg direkte ind hos mig, og til det formål skulle jeg bruge et skriveredskab, jeg var glad for. Du kender det sikkert - man køber en dyr kuglepen, og efter nogle få dage begynder den at klatte, og man ønsker den hen, hvor peberet gror.

Jeg skulle altså have en ny pen af en slags, og den skulle skrive grønt eller rødt, havde jeg bestemt. Og så sker det igen, det, der kaldes synkronicitet. I morges fandt jeg en Impega-pen i elevatoren på vej op til mit studie. Den skriver tyndt og rødt og foreløbig uden klatter. Heldigvis er der penne nok at tage af på en stor arbejdsplads, så den, der mistede sin i elevatoren, kan bare tage en anden.

Nu har jeg en glimrende pen til at føre min visualiseringsdagbog med, slank og god at holde på. Det må være bestemt af universet.

søndag, juni 01, 2008

Havevandring

Rododendron

Jeg er fuldstændig betaget af denne årstid. Og jeg elsker at gå en tur rundt i haven hver dag og se, hvad der er sprunget ud. Lige nu blomstrer rododendron, akeleje, kæmpevalmuer, jordbær og liljekonvaller. Bregnerne står også flot endnu, selv om de sikkert gerne så en skylle komme ned fra oven. Lige på spring står jasminen og også fjerbusk – jeg tror kun det varer få dage, før den er sprunget ud med beigefarvede støvekoste. Laurbærkirsebærbuskene er netop afblomstret, og også æbletræerne. Min 30 meter lange ligusterhæk er endnu ikke gået ud af facon – men pludselig vokser der javerter ud, og så må hækken klippes. Det er mit domæne, og det har jeg ikke noget imod, det foregår med en gammeldags hækkesaks – ligesom græsslåningen foregår med rugbrødsmotor.

Til gengæld må det være Monsieurs tjans at gå op på taget og vaske duelort af tagvinduerne i entreen.

Grill

Solnedgang

Dagen er startet langsomt. Vi kom sent hjem i nat fra et hyggeligt besøg hos en ven, et besøg der varede til langt over min sengetid. Vi nød at sidde i hans have og spise grillstegt lammekølle og jordbær, mens solen gik ned over Isefjorden. God stemning og god Amarone. Peter bor midt i Guds natur med fjorden i den ene ende af haven og en fold med lam og får ved siden af terrassen. To ræveunger løb rundt og legede, mens de skulede til lammene.

Får

Apropos Guds natur bankede det på for lidt siden på den åbne havedør. Det var to Jehovas Vidner med en bibel i hånden, der spurgte, om de måtte tale med os om, hvorfor verden er så rå. Vi sagde høfligt nej tak til tilbuddet.