lørdag, maj 24, 2008

Nordsjællands Tropefuglepark


Kinesisk dværgvagtel

For nylig fik jeg stukket en brochure i hånden for Nordsjællands Tropefuglepark og Zoo. Brochuren var direkte forførende, og i dag har vi besøgt stedet med medbragt madkurv. Det kan jeg anbefale, for der er mange steder at sidde - både i det fri og under tag.

Nordsjællands Tropefuglepark & Zoo drives på femte år af en ildsjæl, der hedder Frank Nielsen. Han har haft fugle, siden han var seks år, og med tiden blev samlingen så stor, at han fik lyst til også at give andre muligheden for at nyde godt af anstrengelserne. Nu kan publikum se 900 fugle, fordelt på 180 arter, plus kænguruer, skildpadder, silkeaber, næsebjørne, geder, øgler – og så har jeg sikkert glemt nogle arter.

Størst indtryk gjorde det enorme væksthus, som nu er tropefuglenes hus. De flyver frit rundt, og det minder om Botanisk Haves væksthus med tropiske planter. Der var bl.a. forskellige kaktus i blomst og arter, jeg ikke aner, hvad hedder. En del af væksthuset er indrettet med borde og stole, Frank Nielsen selv har hentet i Benin i Vestafrika for 30 år siden. Egentlig er han tømrer, men en rygskade for nogle år siden gjorde, at han måtte stoppe med sit fag efter et fald fra en stige. Ni timer om dagen tager det at fodre alle dyrene – og som hjælpere er der tre mand ansat.

Afrikansk sporeskildpadde

Fugleparkens hjemmeside er hjemmegjort – men meget professionel at skue.