søndag, februar 10, 2008

Har vi flere liv?

For nogle år siden så jeg en tv-udsendelse om 'hypnotisk regression', der gjorde et stort indtryk på mig. Den var lavet af den australske psykoterapeut Peter Ramster, der havde ført over 1000 personer tilbage til et tidligere liv.

Nogle af tilfældene var særligt overbevisende. Det var ganske almindelige kvinder fra Sydney, der aldrig havde været uden for Australien. En af dem havde levet i tiden omkring den franske revolution sidst i 1700-tallet, en anden i Nazityskland i perioden 1938-43, hvor hun som teenager blandt andet havde oplevet Krystalnatten og opholdt sig i en KZ-'Vernichtungslager'. Hun kunne beskrive lokale forhold meget detaljeret, og alt blev bekræftet af lokale kontrollanter, dokumenter, gamle kort og arkitekttegninger, hvor der var sket ombygninger. Begge kvinder var i stand til at 'vise rundt' og finde frem til gamle opholdssteder og bopæle på lokaliteter, som de umuligt kunne have kendskab til fra deres nuværende liv, hvor de aldrig havde været uden for Australien.

Kvinden, der 'vendte tilbage' til Frankrig, talte fransk under hypnosen, oven i købet uden accent og med gammeldags udtale.

Den australske advokat Victor Zammit nævner i sin bog A Lawyer Presents the Case for the Afterlife også Peter Ramsters udsendelse.

Hele bogen kan læses her, og kapitlet om reinkarnation her.