torsdag, januar 31, 2008

Hårpleje

Bare til orientering:

Den daglige hygiejne

Håret børstes grundigt og friseres på plads hver aften. Derved fjernes dagens støv, og hovedbunden får den tiltrængte massage. Man bøjer sig forover og børster håret fremover. Håret vaskes en gang om ugen enten hos frisør eller hjemme. Hjemmevasken og den derpå følgende oprulning bør ske på et tidspunkt, hvor man er alene hjemme. Den hjemmegående husmoder kan passende starte om morgenen, så snart familien er ude af huset, så kan håret tørre under rengøringen. Papilotter er ikke flatterende!

Lider man af fedtet hår eller skæl, bør hovedbunden et par gange om ugen indgnides med følgende hårvand, som De kan få apoteket til at blande: 4 g resorcin, 4 g salicylsyre, 4 g tinctura chantharidis, 10 g oleum sinapis pingue, 100 g spiritus odoratus og 100 g spiritus concentratus.
Kvindens Hvem Hvad Hvor 1956

onsdag, januar 30, 2008

En dejlig dag

Måske kender du det, at ind imellem er man så heldig at have mulighed for - og kunne - sove rigtig længe og indhente det forsømte.

Kender du den slags perioder, hvor man føler, at arbejdsugen er en lang række af pligter, fra man slår øjnene op, til man lukker dem igen? Lige for tiden har jeg det sådan, og så falder en fridag midt i ugen på et tørt sted - en dag, hvor pligterne ikke står i kø, vækkeuret får en fridag, og man vågner med følelsen af at være helt udhvilet. Man slår øjnene op og føler sig frisk og glæder sig til, at dagen er ens egen.

Sådan en dag har jeg lige haft. Ingen krav, ingen pligter ud over at tage imod et nyt køleskab, komme henna i håret og lukke Sofus ud i haven ... og så ellers bare fri. Eftermiddagen blev brugt til at gå på besøg. Først hos min eksotiske moster, der både har en hund, et marsvin med en kæmpe kravlegård og nogle dejligt syngende kanariefugle og risfugle - og bagefter hos en dejlig veninde, der er sygemeldt i øjeblikket.

Sådan en ad hoc-dag, der kommer slentrende i sit eget tempo, er en gave. Monsieur og jeg har lige indtaget en let anretning på den nye café på torvet inde i byen, og der er stadig en hel del tilbage af dagen. Lige nu venter hyggelig avislæsning og en kop kaffe.

Har du haft en god dag?

Kvindeliv

Jeg morer mig ind imellem med at kigge lidt i Kvindens Hvem Hvad Hvor fra 1950'erne, som af en eller anden grund indgår i Monsieurs bogsamling. Her kan man læse, hvad enhver husmor bør vide om at børste sit hår, pakke rejsekuffert, hvilke tøjmodeller der passer til forskellige aldre osv. osv. Nogle af informationerne er stadig gangbare, men størstedelen er så komiske, at man ler højt. Men hva', det gør man jo undertiden også, hvis man kaster et blik i Femina eller Alt for Damerne!

Forleden læste jeg om en ny trend på damebladsfronten, der går i den stik modsatte retning. Community, Protocol og CV er tre kommende magasiner for kvinder med fokus på erhverv og politik - nu skal det være slut med sextips og lipgloss-anmeldelser! Community er ude på at gøre op med med den traditionelle husmor-coke, som er chefredaktørens betegnelse for shopping og forfængelighed. Protocol markedsfører sig som et decideret erhvervsmagasin til kvinder, og også CV fokuserer fuldstændig på kvinder og karriere og går i en stor bue uden om mode.

Jeg falder uden for målgruppen i både den ene og den anden type dameblade, men gad vidst, om karrierekvinderne har tid til at læse de nye magasiner. Så var det alligevel nemmere, dengang man kunne nøjes med at ønske sig Kvindens Hvem Hvad Hvor i julegave ...

tirsdag, januar 29, 2008

Et mærkeligt sammentræf - måske

Jeg fik lyst til at af prøve Valdemarsros opskrift forleden dag på morgenmadsomeletter i muffinsforme. Muffinsforme er vist en af de ting, jeg aldrig har haft i huset, så jeg måtte i Kvickly for at finde dem.

Der var bare ingen muffinsforme i afdelingen for bageartikler, og vores Kvickly er meget stor og uoverskuelig, og hvor kunne jeg så finde dem? Jeg vender mig om for at indlede eftersøgningen, og i det samme går der en dame forbi med en indkøbskurv i hånden. Hun havde én eneste ting i sin kurv: en pakke med muffinsforme. Hun kunne fortælle mig, at hun havde fundet dem i afdelingen for madpapir, elastikker og sejlgarn, så nu ved jeg det til en anden gang.

Mærkeligt tilfælde, kan man sige. På den anden side har jeg nu oplevet den slags så ofte, at jeg er holdt op med at undre mig.

Både den østrigske biolog Paul Kammerer og C.G. Jung førte dagbog over mærkelige, uforklarlige sammentræf. Jung var optaget af ikke-kausale sammenhænge i naturen, og han forsøgte at forklare dem med begrebet synkronicitet.

Har du været ude for synkronicitet?

P.S. Omeletterne var en succes!

mandag, januar 28, 2008

Henna

Egentlig troede jeg, at jeg var den eneste, der stadig bruger henna, men Natmaleren har lige afsløret, at vi i hvert fald er to, der står fast!

Indtil for nogle år siden brugte jeg hennapulver, men det er grusomt besværligt at have med at gøre. Det skal blandes med vand og kaffe, have den rette temperatur, sidde i timevis, og så farver det ikke bare håret, men også håndklæder og alt, hvad man kommer i nærheden af. Bagefter kan man være sikker på, at der ligger pulver overalt i badeværelset.

Indtil for nogle år siden troede jeg ikke, der var nogen anden måde at gøre det på, men så var der en frisør, der gjorde mig opmærksom på, at henna også findes oprørt. Det er ikke så permanent som en egentlig farvning, men det er jo kun en fordel, hvis man på et tidspunkt vil af med farven igen - og det holder fint, til hårbunden igen skriger på en opfriskning. Cremefarven giver samtidig håret glans, og det findes i mange farver, også flere, der ikke er røde.

Rømers henna cremefarve fås på glas, som er tilpas til et ret langt hår, man må lige prøve sig frem. Et glas koster omkring 60 kroner og kan købes i en helsekostforretning eller bestilles via nettet.

Bare hvis du skulle få lyst ...

Lykken er her lige nu

Hvad er det korte svar på: 'Og hvad laver du så?' Er det, at du er ved at strikke en sweater til din nevø - eller er det, at du er key account manager og arbejder med relation og optimering i en af landets førende IT-virksomheder?

Jeg har igen forgrebet mig på Frederiksborg Amts Avis, der omtaler filosoffen Finn Jannings nye bog Kunsten at arbejde.

Finn Janning vil have os til at forstå, at det livet handler om, er kærlighed, venskaber og selvudfoldelse, det være sig strømpestrikning, blokfløjtespil, porcelænsmaling, eller hvad man nu brænder for. Når det gælder vores grundvilkår, er en managementbibel ikke meget bevendt. Alt for mange arbejdspladser er belastet af managementstrategier, som er direkte livsfjendske, og som får folk til at stræbe efter titler, selv om det slet ikke er det, der er deres mål med livet.

I stedet skal vi spørge os selv, om det arbejde, vi har, skaber glæde, og om vi nyder det. Inderst inde ved vi jo godt, hvad det drejer sig om, men hvorfor accepterer vi så, at det menneskelige er blevet sekundært i forhold til økonomien? At livet er reduceret til et middel, der skal skaffe os rigdom? At arbejdsløse og handicappede betragtes som andenrangs mennesker?

Flere og flere bliver syge af stress og depressioner, fordi nogen har bildt os ind, at arbejdet er det vigtigste i livet. At udsætte livet, at udsætte kærligheden, er at vente på noget, der aldrig kommer.

Banalt? Måske, men i mine ører giver det god mening.

Nogen, der er uenig?

søndag, januar 27, 2008

Nej, det er ikke løgn

Jeg troede simpelt hen ikke på det lige i det øjeblik, jeg så avisen. Men så tænkte jeg i næste øjeblik: 'Nå ja, jeg ved jo godt, hvad det er for en regering vi har.'

En ung dansk-gift mor, Kiki, udvises af Danmark, fordi parrets bolig på 45 kvadratmeter er for lille til dem og deres 1-årige barn. Familien bor i Tisvilde, og nu skal kvinden altså sendes hjem til Kenya, hvor hun kom fra - Kenya, som alle danskere frarådes at rejse til i øjeblikket. Men myndighederne har bestemt, at boligen skal være på mindst 60 kvadratmeter, ellers er det bedre at være alene i Kenya uden mand og barn.

Arbejdsløsheden i Kenya er på 60 procent. Det var en af årsagerne til, at parret i sommeren 2007 valgte at slå sig ned i Tisvilde, hvor ægtemanden har boet hele sit liv. Han var udstationeret i Kenya, men som hvid var han ikke velset i landet. Barnet er dansk statsborger, og manden forsørger sin familie uden nogen form for hjælp fra det offentlige. Kiki er 33 år og vil gerne arbejde, men det er ikke lovligt, før hun har en opholdstilladelse. Men 45 kvadratmeter er altså for lidt til tre.

Hvor stort er det lige, et kollegieværelse er?

Hvor stort er et værelse på et plejehjem?

Hvor store er boligerne mon i Kenya?

Det er en af den slags sager, hvor man får lyst til at skrige.

lørdag, januar 26, 2008

Pickwick Klubben

Pickwic KlubbenI dag havde vi for en gangs skyld en lørdag, hvor vi ikke skulle noget, så vi blev enige om en aften foran skærmen. Og hvad stiller man op, når det så viser sig, at der ikke er noget, man har lyst til at se i fjernsynet? I dette tilfælde skete der det, at den anglofile Monsieur (eller skulle man kalde ham Esquire i dagens anledning) fremtryllede en tyk kasse fra sine gemmer med BBC's Charles Dickens Collection. I sidste uge havde han i dølgsmål købt bokssættet med Pickwick Klubben, Oliver Twist, Nicholas Nickleby, Et juleeventyr, Store forventninger og Vor fælles ven på tilbud i Kvickly for ingen penge.

Nu har vi lige set de første 2 af Pickwick Klubbens 12 afsnit, og jeg har allerede overgivet mig uden forbehold. Den rammer mine bløde punkter for historie, for engelsk sprog og fremragende skuespil, og iscenesættelsen er smuk og morsom på samme tid. Jeg ved ikke, hvorfor englænderne er så meget bedre til den slags end alle andre, men sådan er det bare. Skuespillerne er så blændende dygtige, at man tror, det er løgn.

Dickens var samtidig med H.C. Andersen (de mødtes også med katastrofale følger, men det er en anden historie), og han er som skabt til tv. Der er så mange billeder i hans historier for ikke at tale om humor, drama og følelser for fuld udblæsning.

27 timers gedigen underholdning for 199 kroner - skynd dig, måske kan du nå det endnu!

Pengene i madrassen

For nogle år siden døde min fars meget gamle tante Mary. Jeg kom til at tænke på hende, fordi jeg netop har læst om vores næsten pengeløse samfund i februarnummeret af Samvirke. Tante Mary ville aldrig være gået over til Dankort - hun gemte pengesedlerne overalt i sit hjem. Det var ikke noget familien vidste før efter hendes død, da lejligheden skulle ryddes. Der var penge de mærkeligste steder, blandt andet fandt man sedler i en indkøbspose fyldt med aviser. Heldigvis blev de - vist nok! - fundet alle sammen, men det var jo et rent tilfælde, at de ikke bare røg ud som affald.

Artiklen i Samvirke fortæller om et tilfælde for 35 år siden, hvor man ved et ligsyn på et plejehjem fandt 225.000 kroner i en hovedpude (gad vidst, hvordan det er at ligge på et beløb af den størrelse).

Jeg må indrømme, at jeg selv er så gammeldags, at jeg ikke bryder mig om at gå nogen steder helt uden kontanter. Hvad med dig - har du fuldstændig overgivet dig til plastickortene?

fredag, januar 25, 2008

Miss Mis update

Patienten er kommet hjem. I går eftermiddags blev hun prøveløsladt - dyrlægen havde ikke kunnet finde ud af, hvad hun fejler, men måske er det betændelse i bugspytkirtlen. Hun er ikke sig selv, men hun var tydeligvis glad for at komme hjem. Og for at få lov til at sove ved siden af Monsieurs hovedpude i nat.

Jeg synes, min kvote for syge katte er ved at være opbrugt. Vi har mistet to inden for de sidste ti måneder, og nu er det tredje gang, der er krise. Så er det en ringe trøst at være i dyresygekasse.

Lige nu tror jeg ikke, vi skal have flere katte, når de to, vi har, er gået til de evige jagtmarker. Det er simpelt hen for opslidende. Men det må alligevel godt vare et stykke tid endnu ...

torsdag, januar 24, 2008

Tjen tusind kroner på ti sekunder

I går stod vores fjernkøleskab ude i udhuset af, så vi måtte have et nyt. Det var ikke noget uoverstigeligt problem, for inde i byen ligger der to store hårde hvidevarer-forretninger næsten lige over for hinanden, og vi gik ind i den første, den bedste. Det tog rundt regnet fem minutter at finde et køleskab med de mål, vi havde brug for, men så var der lige dét med leveringen. Den eneste dag, det ikke kunne lade sig gøre, var den dag, vi var hjemme og havde mulighed for at tage imod.

  - Nå, men så må vi over på den anden side af gaden, sagde jeg til Monsieur.

Da ekspedienten hørte det, skete der det mirakuløse, at prisen pludselig faldt med 1000 kroner, og det kunne også lade sig gøre at få en fragtmand til at levere på den ugedag, vi havde bedt om.

Dér lærte jeg lige noget, som jeg straks har skrevet mig bag øret ...

Har du lignende erfaringer?

onsdag, januar 23, 2008

En øvdag

Så går man her og har fri, og så vælter ulykkerne ind. Først går køleskabet i stykker, og så bliver Miss Mis syg og må på dyrehospitalet, hvor de foreløbig har beholdt hende. Hun blev helt apatisk og nægtede at spise - kunne heller ikke hoppe op på skødet, men faldt ned igen. Så der var ingen vej udenom, dyrlægen måtte tage temperatur og lægge drop. Nu sidder hun så dér i et bur - selv om hun burde ligge her og blive klappet, mens vi skriver blogindlæg sammen.

Et livstykke på 100

Ellen BentzenKan du huske udsendelsen med Ellen Bentzen fra Pilehuset i Fredensborg og hendes butler? En livfuld kvinde på 99, som vi fulgte i haven, i stuen, i køkkenet, mens hun fortalte om sit spændende liv. Før det havde hun allerede været på skærmen i et program, hvor hun besøgte sit barnebarn i den canadiske vildmark som en overraskelse.

Nu fylder Ellen Bentzen 100 om et par uger, og Frederiksborgs Amts Avis havde et dejligt interview med hende i forgårs. På det sædvanlige (tåbelige) spørgsmål om, hvordan hun har båret sig ad med at blive så gammel, svarer hun, at hun skam både spiser sukker og smør og drikker 7up. Hun tror, det skyldes, at hun læser avis hver dag og følger med i, hvad der sker, men man skal også sørge for at være sammen med gode venner. Og så elsker hun at rejse, og inden længe skal hun på langfart igen.

Vi kan hurtigt blive enige om, at en høj alder ikke i sig selv er eftertragtelsesværdig, men hvem vil ikke gerne blive gammel med al vitaliteten i behold?

Kender du nogen af Ellen Bentzens kaliber, og kender du deres opskrift på et langt liv?

tirsdag, januar 22, 2008

Postordre

Har du også en svaghed for lækre postordrekataloger, der skal få os til at købe sidste skrig?

Min favorit er Gudrun Sjödén, men jeg køber sjældent noget - for jeg stoler ikke på katalogerne. Hvordan er stoffets kvalitet og fald uden projektørlys? Og kan jeg passe det?

Er du mere modig? Køber du tøj via postordre?

Et renæssancemenneske

Michel de MontaigneJeg har en lidenskab for bøger med historiske emner. For nogle år siden læste jeg Michel de Montaignes trebindsværk Essays, hvor han med sig selv i centrum giver et enestående indblik i renæssancemenneskets verden. Montaigne var adelsmand, jurist og politiker og blev berømt for sin evne til legende let at kombinere intellektuelle overvejelser med selvbiografi og anekdoter. Han går for at være essaygenrens grundlægger, men til at begynde med blev hans personlige betragtninger mere anset for at være en svaghed end en nyskabelse, og i sin samtid (han levede fra 1533-1592) var han mere berømt som statsmand end som forfatter.

Et par smagsprøver:

Der er nogle nederlag, der er mere værd end sejre.

Og i virkeligheden er filosofi ikke andet end et raffineret digt.

Når jeg leger med min kat, hvem ved så, om den betragter mig mere som et legetøj, end jeg betragter den.
Flere (og dybere) citater her.

Montaignes bøger handler om tidens typer, skikke, madvaner, transportformer, religiøse kvaler og politiske kontroverser. Men de er tidløse, fordi de i bund og grund går ud på at få os til at glædes ved livet.

I 1992 fik vi på en dansk en ny og komplet udgave, som Else Henneberg Pedersen står bag. Den kan jeg anbefale på det varmeste.

mandag, januar 21, 2008

Hvad skal vi lege?

Hvad skal vi lege?

Jeg har ingen anelse om, hvad børn leger, når de ikke sidder ved en computer. Mon de også leger rigtige lege?

Da jeg var barn, hinkede vi, legede skjul, spillede rundbold, spillede bold op ad en mur, legede med en snor, man viklede om fingrene, så den dannede flotte mønstre, som andre overtog og forvandlede til nye mønstre. Vi legede 'jorden brænder', tegnede, og hvis jeg var alene, havde jeg meget fornøjelse af mine syv bamser i alle størrelse - dukker har aldrig interesseret mig. Men cyklerne betød meget. De bragte os vidt omkring til leg i skoven og klatring i gamle krogede træer, og vi kørte til stranden. Vi slog også telt op i haven, og jeg havde et dukkekomfur med spritbriketter, som jeg har lavet mange retter på med en veninde. I perioder var det hønseringe, glansbilleder og glaskugler, der blev brugt mest tid på.

Hvad synes du, var det sjoveste at lege, da du var barn? Og hvad leger børn nu om stunder?

søndag, januar 20, 2008

Bag lukkede døre

Som regel tager jeg trappen, når jeg har muligheden, men i fredags valgte jeg alligevel elevatoren - et sygebesøg på 12. sal på Herlev Sygehus til fods er trods alt noget af et projekt. Men hver gang jeg ser en elevatordør lukke i, kommer jeg til at tænke på en ferie i London for nogle år siden.

Regent Palace på Piccadilly Circus er ikke et hotel, man indlogerer sig på for komfortens eller rengøringsstandardens skyld. Der er nullermænd under sengene, og badeværelset er ude på gangen, men til gengæld kan man ikke bo mere centralt, når man gerne vil rundt i byen. Så det gjorde vi. Vi havde et værelse på 7. etage, og vi tog næsten altid trappen, fordi der var så meget rift om elevatoren, at der som regel var kø foran den. Men en dag stod elevatordøren åben, ligesom vi kom ind i vestibulen, og vi lod os lokke af en helt tom elevator. Men inden vi fik set os om, var den så propfuld, at døren lige netop kunne lukke, uden at nogen kom i klemme. Jeg kan huske, at jeg tænkte: 'Det går aldrig godt, det her!' - og det gjorde det heller ikke.

Elevatoren slæbte sig opad. I begyndelsen gik det fint, men da vi svævede mellem 3. og 4. etage, opgav den ævred og gik i stå. Dér hang vi og kunne ikke andet sammen med syv andre hotelgæster.

Først de hurtige blikke og rynkede pander, derefter den begyndende panik. Hvem siger noget? Hvem gør noget? Hvad kan man gøre? På et tidspunkt er der altid én i en gruppe, der påtager sig lederskabet, og i dette tilfælde blev det en ældre herre, som var tro kopi af Jacques Tati, bortset fra at han talte et nydeligt engelsk. Det var i maj måned, og han var i London for at overvære Chelsea Flower Show, som alle engelske haveentusiaster valfarter til en gang om året. Han underholdt os med sine oplevelser herfra, mens der blev varmere og varmere i det trange rum, og nogle begyndte at svede angstens sved. En kvinde gik fuldstændig i panik og begyndte at græde.

Nøjagtig hvor lang tid, der gik, før vi med trykken på knapper og forholdsvis beherskede nødråb fik påkaldt os personalets opmærksomhed, husker jeg ikke, men det føltes som meget lang tid. Vi måtte kommunikere med omverdenen gennem en smal sprække mellem elevatorens loft og gulvet på 4. etage. Til sidst fik man elevatoren trukket helt op på etagen med håndkraft, og vi fik vores frihed tilbage.

Man kunne ikke sige hotellet noget på. Security manageren var fuld af undskyldninger, og alle medlemmer af det sluttede selskab i elevatoren blev tilbudt en overdådig middag i restauranten på hotellets regning som kompensation.

Mens Monsieur og jeg sad om aftenen og løftede rødvinsglassene på dagens oplevelse og nød det udmærkede gratis traktement, fik vi øje på den engelske Tati ved et bord i den anden ende af restauranten. Han havde løftet gaflen og råbte til os gennem hele lokalet:

  - It was a good idea, wasn't it?

I hvert fald glemmer jeg det aldrig.

Har du nogen sinde prøvet at være lukket inde?

Sådan så vi ud

Vi var nogle, der havde en herlig dag i går på Café Langebro. Det længe planlagte øl- og blogtræf blev nemlig præcis så forrygende en oplevelse, som jeg havde ventet, og jeg er sikker på, at Andrea, Anne, Dana, Farmer, Gitte, Kagekonen, Lotte, Marianne, Morfar, Regitze, Sifka, Suzy Q, Therese og Zette havde det på samme måde. Nogle af os havde set hinanden før, og nogle af os var helt nye ansigter, men vi havde jo noget sammen alligevel, så der blevet snakket lystigt og længe på kryds og tværs. Og det blev langt over min sengetid. Ikke mindst fordi Sifka lokkede til nachspiel i sin hyggelige lejlighed lige henne om hjørnet.

Rigtig hyggeligt!

Farmer og Marianne var alene om at repræsentere Fyn og Jylland, men næste gang håber jeg, at de - og vi - får selskab af mange flere derovrefra. Jeg glæder mig allerede.

Tak for i går!

lørdag, januar 19, 2008

Hundeluftning 2.0

Der er mange fordele ved at have en kat frem for en hund - den er fx både selvrensende og lufter sig selv. Men egentlig synes jeg, det kunne være meget hyggeligt, hvis katte krævede luftning, for jeg går alligevel tur med hunden dagligt, selv om jeg ikke har nogen hund. Jeg er bare afhængig af frisk luft og et minimum af motion hver dag.

Men sådan er det ikke alle, der har det. Det konstaterede jeg forleden dag, da jeg cyklede en tur for den friske lufts skyld. Et godt stykke foran mig fik jeg øje på en bil, der kørte usædvanlig langsomt. Så langsomt at jeg hurtigt nåede hen til den og måtte overhale i en stor bue, der strakte sig helt over i den modsatte vejbane. Chaufføren luftede nemlig hund med en hånd på rattet og en arm og en hundesnor ud af venstre siderude.

Hvem kan stikke den?

fredag, januar 18, 2008

Et liv

Når nære slægtninge dør, giver det anledning til mange tanker, ikke mindst hvis det er den sidste repræsentant for en generation i familien.

Man kommer også i kontakt med de mennesker, der betød noget for den døde, men som man måske ikke har set i mange år. Man husker dem som de var, og pludselig går det op for en, at de er blevet meget ældre - lige som en selv. Det kan også være, at gamle bekendtskaber får nyt liv.

Og så er der alt det praktiske, der skal gøres. En bolig, der skal afhændes, møbler der skal sælges, oprydning, papirer og fotografier, der skal sorteres og deles mellem de efterladte. Bedemanden, præsten, dødsannonce, skifteretten, og hvilket traktement skal man byde på efter begravelsen?

Mange har ikke gjort sig tanker om, hvad der skal ske med deres krop, når de er døde. Skal den begraves eller brændes? Og meget få har gjort sig overvejelser om organdonation eller har i hvert fald ikke skrevet det ned, måske fordi døden er et tabu for de fleste. Det gør det svært at træffe beslutningerne for familien.

Alt det har vi været igennem i den forløbne uge. Om et par timer skal vi til begravelse, og jeg håber, det bliver en smuk afslutning på et langt liv.

torsdag, januar 17, 2008

Fra Thailand til Thy

Fra Thailand til Thy

Dokumentarudsendelsen på DR 1 i går aftes om de 575 thailandske kvinder i Thy gjorde et stort indtryk på mig. Jeg kunne ikke slukke, før sidste minut var set. Udsendelsen tog hul på så mange problemer, at det var overvældende. Nogle havde været nødt til at efterlade deres barn i Thailand, fordi mændene automatisk får forældreretten ved skilsmisse.

Vi fik historien om thaipigernes netværk og fulgte en ny thaikvinde, der kommer til Thy med håbet om at finde en mand og bosætte sig i Danmark efter et håbløst ægteskab i Thailand med en voldelig mand. Gennem hende og tre dansk-thailandske ægteskaber skildres livet som thai i Thy.

Enhver ved, hvor frygtelig fattigdommen i Thailand er. Men først da jeg så udsendelsen i går, forstod jeg, at man kan leve sammen med en mand, som man kun har kendt i en uge. Alternativet ville være værre. I første gang drejer det sig om overlevelse og om at støtte familien hjemme i Thailand med penge. Manden kommer i anden række, og i bedste fald lærer thaikvinderne at elske ham, de får.

En gribende udsendelse. Så du den? Hvad synes du om den?

Min egen tidsmaskine

Elefanten

Jeg har en lille keramikelefant, som stammer fra min mor. Den står på en hylde og minder mig om min barndom hver gang, jeg ser på den.

Da jeg var cirka ti år, var jeg ude at gå en tur med min mor, og vi mødte en gammel dame, som var keramiker og boede tæt ved os i Virum. Hun inviterede os med hen i sit keramikværksted, hvor der stod et hav af smukke ting, blandt andet en masse små elefanter som denne her. Jeg havde aldrig set noget så smukt og plagede min mor for at få lov til at få den, men vi skulle ikke have noget, mente min mor. Den søde dame forærede så min mor denne figur, som havnede hos mig mange år efter. Hver gang jeg passerer elefanten i min stue, er jeg ti år og på Niels Skriversvej i Virum i noget, der var som Aladdins hule for mig.

Har du også din egen tidsmaskine stående i dit hjem?

onsdag, januar 16, 2008

Har man hørt så galt?

Når jeg går tur her i nabolaget, morer det mig hver gang at se vejnavnene Den korte vej, Onkel Peters Vej og Carl Ståltrådsvej. Fra Lyngby husker jeg vejen Frem, og i København er der de kendte Landgreven, Naboløs og Pustervig. Jeg elsker vanvittige gadenavne, men på stående fod kan jeg ikke lige komme i tanker om flere.'

Kan du supplere med nogle lokale specialiteter?

tirsdag, januar 15, 2008

Der er et yndigt land

Kender du visitdenmark.com? Jeg gjorde ikke, før jeg læste om den for et par dage siden. Nu har jeg taget et nærmere kig, og jeg er overvældet. Der er rundt regnet 15.000 ideer at hente, og det største problem er at vælge, men jeg er lige faldet for en udstilling med Skagensmalerne på Arken fra den 26. januar. Der er mere end 100 værker med af P.S. Krøyer, Christian Krohg, Anna og Michael Ancher og alle de andre - også Krøyers Hip, hip, hurra!, som jeg aldrig bliver træt af!

Kulturtilbud er kun en lille del af det store tag-selv-bord. Der er også tips til storbyferie, aktiv ferie, familieferie, wellness, tips til at opleve København på en eller to dage, masser af begivenheder, og med søgemaskinen kan man lede på kryds og tværs.

Jeg har bookmarked visitdenmark.com, og på min to try-liste står foreløbig en byvandring med nattevægterne kajaksightseeing, en guided cykeltur og en spøgelsestur i det gamle København

mandag, januar 14, 2008

Forventningens glæde

På lørdag er der blogtræf København, og jeg glæder mig som et lille barn. Andrea og Sifka er bagdamerne, og det skal de have tak for at have påtaget sig.

Der er jo det mærkelige ved at være blogger, at man synes, man kommer ind på livet af en masse mennesker, men det er sjældent at møde dem i virkeligheden. På lørdag er det virkelighed på Amager, så hvis jeg ikke passer min blogbutik som jeg plejer, er det altså derfor.

Og nu skal jeg kun sove fem gange til ...

Er du udkørt klokken tre?

Yogi Tea ClassicSådan begyndte en landeplagende reklame for mange år siden, der skulle få os til at drikke Medova te. Jeg vil nu hellere have en kop Yogi Tea, som er et hollandsk mærke af mange typer økologisk te. Jeg sværger til Women's tea og Classic - begge lavet af en masse urter og krydderier og utroligt lækre. Women's tea er fx en blanding af ingefær, kanel, appelsinskal, fennikel, kamille, bygmalt, mælkebøtte, sort peber, enebær, lakridsrod, kardemomme, nellike og angelikarod. At æskerne er smukke gør ikke spor. Når klokken så er tre, kan jeg blive som ny igen ved at visualisere en dejlig varm sommerdag på stranden og lyden af brusende bølger.

Hvordan lader du batterierne op?

søndag, januar 13, 2008

Noget i skrutten

Blåmejsen

Med telelinsen ud af badeværelsesvinduet forsøgte jeg i morges at indfange dokumentation af vores fuglefoderplads. Men det var sværere, end jeg troede. Ud af 50 billeder er der kun ét, der bare viser lidt af sceneriet, for fuglene flyver, hver gang kameraet klikker!

Vi har et almindeligt foderbræt med fast tag og et med et forhenværende stråtag - stråene har fuglene brugt til at bygge reder med, så der er kun spærene tilbage. På de to spiser især alle mejsearter, dompap, rødhals og grønirisk - de guffer solsikkekerner og fladmaste mejsekugler. Vi har også et zinkstativ, som er solsortenes favorit, for der er ikke tag på, kun en bred kant hele vejen rundt. Lige uden for køkkenvinduet hænger der to automater, den ene (billedet) er fyldt med jordnødder, og blåmejserne og sortmejserne tager for sig så længe, det er lyst. Kornautomaten har skovspurvene fornøjelse af hele dagen.

Nogle arter vil helst være på jorden, det gælder kvækerfinker, solsort, kernebider og rødhals. I frostvejr har vi mindst 25 solsorte på kost, som får æbler, let massakrerede mejsekugler, solsikkekerner og eventuelt brød. Jeg hænger selvfølgelig også kugler op til alle mejserne. Hr. og fru Spætte er flittige gæster, og det er jeg glad for, fordi de tager deres unger med i maj, inden de flytter helt hjemmefra. Det er et syn for guder at se hr. Spætte sidde og proppe maden ned i halsen på sin unge.

Vores egern hører også med til billedet. De benytter sig af faciliteterne, som om det var deres, og det er de meget velkomne til.

Alt det, bare fordi Valdemarsro skrev om sin fuglefodring.

En plasken, en sjasken og tørren ...

Inge Norus: Rengøring - Så kan du lære detForbrugerrådgiveren Inge Norus har skrevet en ny bog om det, hun ved allermest om: Rengøring - så kan du lære det. For mig står hun som et ikon, hvis man da kan være det inden for så jordbundet et speciale. Hun kan formidle, så selv en ignorant på området hører efter. I stribevis af radio- og tv-udsendelser har hun givet gode råd om lavpraktiske, huslige detaljer, og hun kan fjerne en hvilken som helst plet. Inge Norus har også skrevet Har du gjort rent, skat?, som jeg synes er sådan en pragtfuld titel.

Den nye rengøringsbog er et opslagsværk, og selv om jeg har klaret mig uden hendes bog i mange år, kunne det da være rart at kunne slå op om rengøring af termokander, afkalkning i badeværelset, indeklima osv. I virkeligheden hører bogen vel til brudeudstyret, hvis der stadig er noget, der hedder sådan, eller i en ung fyrs baglomme, når han flytter hjemmefra. Arj, så naiv er jeg alligevel ikke ...

Indholdsfortegnelsen indeholder emner som rengøringsmidler, redskaber til rengøring, brug de hurtigste metoder, leksikon om rengøring fra A-Z, indeklima, ubudne gæster i køkkenets skabe og skuffer, når køleskabet bliver en bakteriebombe.

Jeg tilhører en generation, der sprang over, hvor gærdet ikke var til at få øje på for bare skidt, men som datter af en husholdningslærerinde er jeg nok atypisk, og måske er det derfor, jeg er så optaget af det uudtømmelige emne.

Hvad med dig? Kunne du finde på at anskaffe dig Inge Norus' bog om rengøring?

lørdag, januar 12, 2008

Der er nogen der drømmer om sommer

Miss Mis
... i hvert fald soves der en del for tiden - inden døre.

fredag, januar 11, 2008

Et sidste farvel

Vi har tilbragt noget af aftenen på et plejehjem, hvor en af vores nærmeste bor. Vi var blevet kontaktet, fordi der måske ikke var så langt igen, og den slags møder er det mærkeligt at opleve.

Da vi nåede frem, var vores kære, gamle familiemedlem på det nærmeste i en tilstand af koma, og vi kunne ikke komme i kontakt med hende. Det havde ingen af os oplevet før, og det virkede voldsomt på os. Det var som at se et dødt menneske, bortset fra at vi kunne høre åndedrættet. Vi ved, at mennesker, der er så tæt på døden, som regel stadig kan høre, hvad der foregår omkring dem, men det var sært at stå og tale og ikke vide med sikkerhed, om vi blev hørt. Vi sagde, hvad vi syntes skulle siges, fordi vi vidste, at det efter al sandsynlighed var sidste gang, vi havde muligheden.

Kort efter, at vi var kommet hjem, blev vi ringet op af plejehjemmet og fik at vide, at vores slægtning var død, mens vi kørte hjem. Hun havde valgt at give slip, netop som vi var gået. Det var både en lettelse og meget chokerende. Vi har endnu ikke rigtig fattet det.

Sig navnet

Det er sjovt at tænke over, hvilke navne vi vælger til vores børn og hvorfor. Der er mode i navne, og det ser ud, som om navnene vender tilbage med cirka 100 års mellemrum. I øjeblikket er Sofie, Laura, Emma, Clara og Freja så vidt jeg ved højeste mode. Og på drengefronten Lukas, Mikkel, Magnus, Oscar og Gustav. I min farmors tid, hun var årgang 1888, fik man både et 'normalt' navn som Nikoline og et utraditionelt som Inger. Det var heldigt for hende, for på landet var der ingen, der løftede et øjenbryn over, at hun hed Nikoline, men den gik ikke i byen. Derfor blev hun til Inger, da familien flyttede til København

Hvad er det helt umuligt at hedde i øjeblikket og hvad er hot?

torsdag, januar 10, 2008

Til ingen verdens nytte

Kender du det med, at remser, man lærte som barn, sidder uhjælpeligt fast i ens hoved nu masser af år efter?

Jeg har fx noget med stativ, stakit, kasket ... og med bispens gipsgebis ... og præstens ged på marken - for ikke at tale om når bådebygger Både bygger både, bygger bådebygger Både både både til kongen og marinen.

Ka' du flere?

onsdag, januar 09, 2008

Miniweekend

Som jeg har været inde på tidligere, overrender jeg ikke ligefrem København, selv om jeg kører igennem hver eneste dag. Men Monsieur forærede sig selv onsdagsfri hver uge i julegave, og nu har vi fået en miniweekend midt på ugen og dermed tid til at finde ud af, hvad der egentlig er sket i byen, siden vi vinkede farvel til den for en halv snes år siden. Vi har aftalt, at vores frionsdage skal bruges til at gøre noget sammen, som vi ellers ikke ville gøre, og vi skiftes til at finde på. I dag hed projektet: Slentretur i København uden ur.

For os var det nærmest som at komme til et fremmed land at gå rundt i den indre by. Vi satte bilen på Frederiksberg ved Radiohuset (der nu er et trist og tomt spøgelseshus under ombygning til andre formål) og traskede hele vejen ind til centrum over søerne og ned gennem Nansensgade, der engang var en mindre fashionabel adresse. Nu er den blevet hip med mange smarte forretninger - og utrolig meget graffiti, bemærkede jeg. Men det viste sig hurtigt, at det ikke var noget særsyn. Det var det samme overalt, hvor vi færdedes i dag, og jeg må indrømme, at jeg har svært ved at se skønheden i det. Jeg kommer aldrig til at forstå 'grimhedens æstetik', eller hvad man nu kalder det - jeg kan ikke lide det, og jeg kan ikke lide den ligegladhed med andre mennesker, den er udtryk for.

Jeg ved ikke, hvor længe Basement Interior i Jorcks Passage har eksisteret, men forretningen var ny for mig (nu bliver jeg sikkert helt til grin!), og her var jeg nødt til at tage et par billeder.

Basement Interior

Boligindretning er ikke det felt, hvor vi er mest enige, men der skete det mirakuløse, at vi samtidig fik øje på en ting, som vi begge kunne lide ved første øjekast, og som vi mente ville passe ind det samme sted i vores stue - så der er basis for et nyt besøg, når vi har fået målt op.

Basement Interior

Vi var også lige omkring Fair Trade-butikken i Badstuestræde:

Fair Trade

Frokosten indtog vi i Den Grønne Kælder i Pilestræde, som Jens skrev så varmt om for noget tid siden, og jeg kan tilslutte mig anbefalingen: der er hyggeligt, maden er lækkert tilberedt, og det var overraskende billigt. Så havde vi fået nok, både at spise og at se, og også tilbageturen til Frederiksberg foregik til fods, kun afbrudt af kaffe og kage på café Combo's i Nansensgade.

Det målelige udbytte af de to provinsboers bytur - ud over den anbefalede dagsdosis på mindst 10.000 skridt: en turkis lambswooltrøje fra Noa Noa, en etnisk sweater fra Jackpot og et par lækre jeans fra Sister's Point indkøbt i Blågårdsgade. Samlet udgift: 112 kroner i min yndlingsbutik.

Hyggelig dag.

Fiolstræde

Giraf eller ulv?

I de senere år har jeg mange gange haft lyst til at sætte mig grundigt ind i girafsprog. Jeg har læst lidt om det her og der og set på tv, hvordan det bruges til konflikthåndtering blandt andet i børnehaver. Og efter nogle år i en afdeling med mange problemer, ville jeg ønske, at jeg havde sat mig ind i metoden for flere år siden. Nu har flere af ’problemerne’ valgt selv at sige op, men i virkeligheden synes jeg, at en arbejdsplads burde vægte klimaet langt højere, end jeg har oplevet det, fordi alt for mange taler ulvesprog - altså fortæller om, hvad der er forkert, hvad der er galt med andre, og hvem der har skylden. Målet er at tale ud fra behov, følelser og konkrete iagttagelser. Ulvesprog taler ud fra vurderinger, anklager, kritik, domme, krav osv.

Girafsprog er opfundet af den amerikanske psykolog Marshall B. Rosenberg og kaldes også ikke-voldelig kommunikation. Principperne er enkle:

  1. Du fortæller nøjagtigt, hvad du ser uden at fordømme nogen eller noget


  2. Du fortæller, hvad du føler ved det


  3. Du fortæller, hvorfor du føler det


  4. Du fortæller, hvad du helt konkret kunne ønske dig i stedet
Jeg har en enkelt gang brugt fremgangsmåden over for en kollega, som efter min mening opførte sig besynderligt. Det krævede en smule mentalt tilløb, men det gik over al forventning. En misforståelse blev ryddet af vejen, og vi blev ikke uvenner.

Har du erfaringer med girafsprog?

Se mere her, og læs Marshall B. Rosenbergs introduktion til girafsprog.

tirsdag, januar 08, 2008

Erle perle ...

Engang arbejdede jeg i en redaktion, hvor jeg kom med i et ansættelsesudvalg. Der skulle findes en ny medarbejder, som kunne indgå i et lille team af forskellige faggrupper, og det skulle vise sig at blive en øjenåbner af de helt store for mig.

123 ansøgninger landede på mit bord. De skulle læses og bedømmes på en enkelt aften, så jeg kunne komme på mit bud på, hvem vi skulle indkalde til samtale. Jeg tror, vi var syv personer i ansættelsesudvalget, og der var adskillige meninger om ansøgningerne. Sådan må det nødvendigvis være, men der var én ansøger, vi var enige om måtte være oplagt at tale med, fordi hans ansøgning var blændende, og han præcis opfyldte de kriterier, vi havde opstillet. Troede vi.

Ind kom en tyggegummignaskende flab sidst i tyverne, der straks slængede sig i stolen på den mest ucharmerede måde, og allerede her begyndte vi at ane uråd. Måske kunne man se igennem fingre med hans opførsel, den akavede situation taget i betragtning, men han svarede også både overlegent og helt hen i vejret på de spørgsmål, vi stillede ham. Som sagt, det er ikke nemt at sælge sig selv på tyve minutter, men ham her tænker jeg stadig på med den største undren. Hvad ville han dér? Hvordan kunne han tro, at han havde en chance?

I det hele taget kom det bag på mig, hvor lidt ansøgningerne afspejlede, hvad ansøgerne kunne og hvilke typer, de var. Og for nogles vedkommende var der altså overhovedet ingen dækning for ordene.

Hvem der fik jobbet? Det gjorde redaktørens favorit - stik imod hvad alle vi andre havde vurderet som den rigtige beslutning.

Jeg lærte med andre ord:

  • Man skal ikke stole på alt, hvad man læser.


  • Nogle mennesker kan rumme ubegribelig meget varm luft.


  • Et ansættelsesudvalg er somme tider noget, man nedsætter for et syns skyld.
Det var vel i grunden ikke så ringe på kun et par dage.

mandag, januar 07, 2008

Dut-dut-dut

Vi er enige om her i refugiet, at i almindelighed er mobiltelefoner en plage, men de kan være en glimrende foranstaltning, når der skal formidles korte, praktiske beskeder over længere afstande.

Her er de tre korteste beskeder, jeg har fået fra Monsieur via mobiltelefon inden for det sidste halve års tid:

   - Hej, min Skat, jeg bliver lidt forsinket, så jeg er nok først hjemme klok ... dut-dut-dut

   - Hej, det er mig, jeg står henne i Kvickly. Synes du ikke, jeg skal kø ... dut-dut-dut

   - Hej, lige hurtigt - der er vist ikke ret meget batt ... dut-dut-dut


Den selvopladende mobiltelefon mangler stadig at blive opfundet ...

søndag, januar 06, 2008

Dagen derpå

Lørdag aften: hos gode venner på Odden til overdådigt traktement med gode vine og gode grin. Som følge heraf sen hjemkomst med endnu senere sengetid - en køretur på 2 x 100 kilometer har altid en vis bremselængde.

I dag: lavt tempo og lavt energiniveau, der lige nøjagtig rakte til en slentretur i Liseleje.

De fire årstider

Jeg måtte hen og se, hvad meningen var med den tomme ramme med direkte udsigt til en villahave. 'De fire årstider' stod der på skiltet i nederste venstre hjørne.

Vokskabinet

Og nu ved jeg, at voksmannequiner i et butiksvindue også kan have personlighed.

Motion i lavt tempo

Her om vinteren er min evige dårlige samvittighed at få motion nok. Jeg forsøger så vidt muligt at gå en tur hver dag og tage trappen i stedet for elevator eller rullende trapper, men alligevel er der et stykke til de 10.000 skridt, vi helst skal op på om dagen.

Bente Klarlund Pedersen: SkridttællerbogenI går faldt mit blik på en annonce for Skridttællerbogen af Bente Klarlund Pedersen. Hun er et af de klogeste hoveder på motionsområdet, professor og formand for Det nationale råd for folkesundhed - og ved alt, hvad der er værd at vide om sammenhængene mellem motion og sundhed.

Med bogen følger en skridttæller, kan jeg læse, men sådan én har vi nu begge allerede (selv om de mest blev brugt i begyndelsen!). En times gåtur i skarpt trav, så var de 10.000 skridt nået på en dag med de sædvanlige gøremål, man ellers har.

På visse punkter kan man godt få en noget sælsom måde at anskue verden på - jeg kan fx oplyse, at der er 1700 skridt herfra og ned til stationen ...

Hvordan har du det med at skulle holde øje med dit forbrug af skridt for at få rørt dig nok hver dag - er det galimatias eller noget du har i baghovedet?

lørdag, januar 05, 2008

Er du overtroisk?

Overtroisk?

I Nyhedsavisen i forgårs kunne man læse, at rigtig mange danskere er overtroiske. Bladet citerer en undersøgelse, som analyseinstituttet Zapera har lavet for Kristeligt Dagblad. Hver tredje dansker tager varsel af sorte katte og knuste spejle. Overtro er endda mere udbredt blandt yngre - 43 procent! - end blandt ældre danskere.

Det overrasker mig, og jeg får lyst til at søsætte en lille rundspørge. Capac pointerede forleden eftertrykkeligt, at han ikke er overtroisk, men hvad med dig? Banker du under bordet og siger 7-9-13 eller tror på, at der er mere mellem himmel og jord?

fredag, januar 04, 2008

Det værste jeg har læst

I går havde Shabby en dejlig historie om Anna Hude, den første danske kvinde, der opnåede en doktorgrad. Jeg har altid selv været meget historieinteresseret og læst en hel del. Især guldalderen finder jeg spændende, og for nogle år siden slugte jeg Jørgen Mathiassens store romantrilogi fra omkring 1980, der beskriver de politiske og kulturelle strømninger i tiden 1836-1872 gennem juristen Charles Dehns karriere fra ung retsskriver til kontorchef i kulturministeriet. Ubetinget en af mine bedste læseoplevelser!

Den værste - det vil sige den mest hårrejsende - bog, jeg nogen sinde har haft fingre i, udspiller sig også i 1800-tallet. Jens Engberg har skrevet en meget grundig bog om Oprøret i tugt- rasp- og forbedringshuset 1817. Men her måtte jeg give fortabt - jeg kunne simpelt hen ikke bære at læse om de gruopvækkende forhold i fængslet, hvor man burede mennesker inde for et godt ord og behandlede dem som affald. Det er klart, at historiske perioder skal ses med den tids øjne, men jeg fik nærmest kvalme. Altså en ikke-anbefaling - medmindre du har nerver af stål.

Har du også læst bøger, du måtte opgive med væmmelse?

P.S. Jørgen Matthiasens trilogi får jeg helt lyst til at genlæse, så den vender jeg nok tilbage til her.

torsdag, januar 03, 2008

Hvad brevkassen gemte

Efterhånden har jeg vænnet mig til flade, firkantede fortrinsvis brune pakker og æsker i forskellige størrelser fra England og USA, der dukker op med jævne mellemrum i brevkassen. Det viser sig som regel, at det er bøger og cd’er, som Monsieur mener, at han ikke kan leve uden.

I går var pakken i brevkassen ikke brun, men hvid, det var ikke en papæske, som det plejer at være, men en kuvert, og den var afsendt fra Argentina. Monsieur havde købt en cd antikvarisk (men splinterny) gennem amazon.co.uk og var altså endt hos en argentinsk pladekræmmer. Jeg bliver ved med at undres over, hvad det internet giver os af muligheder - og bare rolig, ordet ’globalisering’ indgår ikke i mit aktive ordforråd!

Norah Jones: Come Away With MeNå, men det bedste af det hele var, at cd’en var Norah Jones' debutalbum fra 2002 Come Away With Me. I virkeligheden hedder hun Geethali Norah Jones Shankar - jeg anede ikke, at hun var datter af Ravi Shankar, før Gitte nævnte det for et stykke tid siden, da hun skrev om Norahs citarspillende halvsøster Anoushka Shankar.

Come Away With Me agerede baggrundsmusik til aftensmaden og blev skamspillet resten af aftenen. Norah Jones synger fantastisk og spiller klaver til, og genren er svær at indkredse: en raffineret blanding af jazz, folk, soul, pop og country. Bredere og bedre bliver det ikke.

Til anbefaling!

Var det hende?

Forleden dag så jeg min mor på gaden. Det var hendes hvide hår, de samme sko med lave hæle, den samme frakke i petroleumsblå uld, alderen midt i 70'erne, det hele stemte på en prik.

Der var bare det ved det, at min mor døde i januar 1999. Jeg stod i et rum og kiggede ud af vinduet et sted på Frederiksberg, da jeg så kvinden gå hen og stille sig til at vente på en bus. Samme måde at gå på, der var ikke noget at tage fejl af. Jeg kiggede igen og igen, for hvis det var sandt, måtte jeg da løbe ned på gaden til hende. Så kom bussen, hun steg ind, og væk var hun.

Jeg har tænkt på det mange gange siden. Min fornuft siger mig, at det umuligt kan have været min mor, der i dag ville have været 82 år. Jeg var rystet længe efter.

Har du oplevet noget tilsvarende?

onsdag, januar 02, 2008

Nu er det Sommer

- i hvert fald de næste 19 søndage på DR1. Jeg var spændt på at se det første afsnit, fordi udendørsscenerne i serien er optaget i Frederiksværk lige her ved siden af, og der har stået en del om det i lokalavisen. Familien Sommers hus kender jeg udmærket udefra. Der er et usædvanlig smukt, kuperet terræn omkring byen, og huset ligger på en kæmpe skrænt ned til fjorden. Udsigten fra huset er fantastisk - kun skæmmet af det gamle Stålvalseværk, der ligger lige nedenfor, og som kameraet behændigt styrede udenom.

Indledningen med fødselsscenen fra Malawi, hvor sønnen Jakob arbejder som læge uden grænser, var smuk i al sin dramatik, og første afsnit fik mig på krogen med det samme. Det skal blive spændende at blive vidne til afsløringerne af alle de traumer og hemmeligheder, der tydeligvis er stuvet ind under gulvtæppet. De ubesvarede spørgsmål står i kø: Hvorfor fortæller Mille ikke, at hun er gravid? Hvorfor bliver den gamle doktor Sommer så chokeret ved synet af den gamle æske fra Mallorca? Er ægteskabet med Sophia så lykkeligt, som det ser ud på overfladen - og hvorfor ikke?

Det glæder mig, at man har valgt forholdsvis ukendte skuespillere til flere af de centrale roller. Vi trænger til at se andre end dem, vi plejer at se. Og Jesper Langberg er uhyggeligt god som den aldrende læge - det er imponerende, at han stadig er på toppen en menneskealder efter Matador. Og så er det for resten meget sjovt for mig, at man har brugt lokale statister, som jeg kender fra køen i supermarkedet.

Med andre ord: jeg er ’på’, også de næste 19 søndage, og gamle DR har ingen konkurrenter på det felt - selv om spørgsmålet er, hvor længe det varer ...

Hvad synes du efter første afsnit af 'Sommer'?

Serien har en flot og spændende hjemmeside.

En gyser

Daphne du Maurier: RebeccaI en del år arbejdede jeg for litteraturprogrammerne i radioen og fik på den måde en indsigt, som jeg nok ellers kun ville have fået gennem et litteraturstudium. I går stødte jeg tilfældigt på Daphne du Mauriers roman Rebecca i reolen - en af de bøger, jeg har stående, fordi jeg var med til at lave en udsendelse om den. Nogle af jer har måske set den på film med Laurence Olivier og Joan Fontaine. Hitchcock filmede den i 1940, og bogen holder stadig, selv om det ikke er finlitteratur.

Den velhavende enkemand Maxim de Winter lægger an på en ung, uskyldig kvinde, og hun er ikke i tvivl om, at hendes lykke er gjort, fordi han samtidig er en meget kærlig mand. Efter en stormende forelskelse gifter de sig, men efterhånden som forholdet udvikler sig, bliver hun oftere og oftere hjemsøgt af hans afdødes hustrus genfærd - Rebecca. Men er det kun indbildning? Er det et udslag af forfølgelsesvanvid, eller er der mere nederdrægtige kræfter på spil?

Mere vil jeg ikke røbe, men Litteratursiden har en lidt grundigere gennemgang, hvis du skulle have fået blod på tanden. Jeg ved ikke, om 'Rebecca' stadig kan lånes på biblioteket, for her smider de jo rask væk bøgerne ud, hvis de ikke har været lånt ud i et par år. Men Ibooks har det billigste tilbud.

Jeg giver 'Rebecca' seks Stesolider for den afsindigt spændende, psykologiske historie.

Kender du én i den kategori, der er bedre?

tirsdag, januar 01, 2008

Forblæst

Liseleje

Det er koldt i dag, jeg siger det bare. Vi har været på stranden i Liseleje i isnende vind, der fik bølgernes skumsprøjt til at tage sig flot ud.

Vi havde pakket os ind de gamle Musk Ox'er og slået hætten op, men når kameraet skulle op af lommen, måtte vanterne af, og fingrene blev til istapper.

Kystvej

På Kystvej ligger der sommerhuse fra 1920'erne, smukke og midt i en tidslomme. Havemøblerne venter på forår og sommer.

Nu kalder teen, fingrene er ved at tø op, og bagefter skal jeg ud og samle blomsterpinde fra alle raketterne på vejen. Ideen er Shabby-Mariannes, og den er da genial.

Strandsten

Godt nytår!

Det er tidligt nytårsmorgen, og stilheden er næsten larmende. Kattene er faldet til ro, men det var slemt ved midnatstid, da nytårsskuddene var på deres højeste. Miss Mis var ude af sig selv af skræk og gemte sig bag sofaen, mens Sofus tog det næsten roligt. At sidde her i mørket og tænke tilbage er mit bedste tidspunkt at gøre status - jeg er mest til morgener og ikke sene aftener. Vi havde en hyggelig nytårsaften med god mad og vin. Den var anderledes end mange tidligere nytårsaftener, jeg har oplevet.

I min barndom fyrede min morfar raketter af inde fra vinterhaven og ud gennem den åbne havedør. Han blev som et barn ved det smukke syn. Andre gange var vi hos min tante i Dragør, hvor traditionen var et spil Matador. Jeg kan stadig huske, hvor svært det var at holde sig vågen efter 10, men husker også den smukke hjemtur efter midnat med fyrværkeri på himlen og lysreklamerne på Rådhuspladsen.

For omkring 15 år siden holdt vi selv mange nytårsaftener med vores unge søn, som elskede at fare ud til vennerne på vejen med sikkerhedsbriller og masser af fyrværkeri, når klokken var 12 . Der skete aldrig ulykker - han bar sig fornuftigt ad, men morens hjerte sad helt oppe i halsen.

Om lidt, når det er lyst, vil jeg gå ud og samle raketter op i haven og give fuglene vand, for jeg tror, deres drikkevand er frosset. Jeg vil nyde to fridage med en travetur ved vandet og lavt tempo. Vi bor tæt ved Kattegat og nyder at blive blæst igennem på stranden. Hvis Miss Mis vil flytte sig lidt, vil jeg lægge dette indlæg på. Hun ligger hen over mine arme på computeren ...

Godt nytår til jer alle!