onsdag, august 08, 2007

Jeg holder af onsdagen ...

Miss Mis

... fordi onsdag er min ugentlige ekstra fridag.

Kattene deler min godhed for onsdagen, for så står døren åben hele dagen. Man kan gå ud og ind til maden, lægge sig i skyggen under en busk og strække sig på brændestablen, når man ikke lige er nødt til at demonstrere, hvor stor en musefænger man er.

I dag har jeg slået græs med hånd- og fodkraft. Ikke verdens sjoveste tjans, når det er så varmt, som det var i dag, og når græsslåmaskinen trænger til en kærlig slibning, fordi det ikke er til at opdrive nogen, der stadig kan trimme sådan et arkaisk instrument (adresser nord for København modtages med dyb taknemmelighed!). Men jeg fik min motion.

Jeg har luget ukrudt og beskåret planter, der truede med at afskære os helt fra omverdenen.

jeg har ompottet en stor plante, der var vokset ud af sin urtepotte, og jeg har slappet af med avisen og hørt en montage på P1 og talt i telefon og fodret fuglene.

Og jeg har lavet en simpel ret af løg, hvidløg, ingefær, squash, peberfrugt og tomater, selvkomponeret og kogebogsfri, og Monsieur har taget for sig af den og rost.

Ikke det store, men onsdag er min dag, og jeg skal ikke stå til regnskab for nogen. Og jeg ville aldrig undvære den.

Jeg har for resten også slået en halvdød mus ihjel.

Miss Mis