mandag, august 20, 2007

Hist hvor vejen slår en bugt ...

... ligger der et skovarbejderhus så smukt. Her bor min kusine og hendes mand, der arbejder i skoven og kan konstruere de flotteste brændestabler og bænke af skovens træer. Hun kan bage verdens bedste økologiske fødselsdagsboller, og i går var vi inviteret til 100 års fødselsdagsbrunch under åben himmel for hendes datter på 16 og hendes mor på 84.

Brunch hos Eva

Der var halvbrødre på begge sider, børn, gamle og alle dem midt imellem til pandekager og ahornsirup, røræg og bacon, melon og parmaskinke, frugtsalat og brownies. Desserten var en lang gåtur i skoven, og den sejlende og globetrottende fætter, der var hjemme og vende, underholdt med nye oplevelser fra Caribien.

En herlig, tilbagelænet dag lige efter mit hoved og hjerte. Med fokus på samvær frem for perfekt opdækning og med hønsenes kaglen i baggrunden, kattekillinger om benene og udsigt til Esrum Sø. Fås ikke bedre.

Og så er min kusine for resten gartner og har årstidens smukkeste, næsten-afblomstrede hortensia lige uden for vinduet.