fredag, august 10, 2007

Forbilleder

H.C. Andersen-mobileI 7. klasse havde jeg en ung vikar, som jeg aldrig glemmer. Vi sad alle sammen fuldstændig tryllebundne og lyttede til hende fra det øjeblik, hun åbnede munden. Vi var som hypnotiserede, og man kunne høre en knappenål falde til gulvet. Det havde jeg aldrig oplevet før med en vikar – og heller aldrig siden. Hvad var det da, hun kunne? Hun hvilede i sig selv. Fortalte hvordan det var at være vikar og om sit liv. Helt enkelt. Sådan ville jeg også være! Hun hed Susanne.

Senere har jeg mødt andre mennesker, der havde den samme virkning på mig. Nogle mennesker er elementært behagelige at være sammen med, og jeg har prøvet at komme i tanker om nogle fællesnævnere. Jeg synes, det er svært at sætte ord på, men det er noget med at være fordomsfri, nysgerrig, i balance, se stort på konventioner, kunne begejstres. Være åben og venlig. Det lyder banalt, men det er måske det, det er.

Også – ja, måske især – med meget syge mennesker har jeg oplevet det. En nær ven havde muskelsvind og sad i en kørestol, forkrøblet siden han var nitten. Han var et af de mest givende, positive og aktive mennesker, jeg har mødt. Han får mig igen til at tænke på Evald Krog – den tidligere formand for Muskelsvindfonden - som jeg ikke kender personligt, men altid har beundret. Man kan det meste, selv om man er handicappet. Somme tider bedre end de fleste.

Jeg har truffet både kvinder og mænd gennem mit job, som har haft betydning for min måde at anskue tilværelsen på. Som ung teknikerelev arbejdede jeg i B&U, Børne – og Ungdomsafdelingen i DR. Her mødte jeg Søren Kragh Jacobsen, som gjorde indtryk med sin ligevægt og imødekommenhed. Han var en af de første, der blev en slags forbillede for mig. En anden var Marianne, en af mine første kolleger, altid varm og åbenhjertig. Hvor er hun mon nu, for resten?

Der er kommet flere forbilleder til med årene, også i blogverdenen. De har de samme livsbekræftende egenskaber.

Har du forbilleder? Hvad er det, du falder for?